Handicappet dreng glemt i bus: Sad alene i otte timer

Drengen blev glemt, da chaufføren blev syg og forlod bussen, fordi han troede, at den var tom.

Skjernåskolen
Foto: Google Street View

Et forældrepar fra Skjern og deres handicappede dreng var fredag i sidste uge ude for en meget ubehagelig oplevelse. 

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Den 15-årige dreng, der lider af epilepsi og ifølge forældrene har et udviklingsniveau som en femårig, blev glemt i den bus, der skulle køre ham til Skjernåskolen i Skjern. Herefter sad han alene i otte timer, inden han blev fundet.

- Jeg synes, det er hårdt at tænke på, hvad han mon har tænkt, da han sad der. Han er en stille og rolig dreng, og han har bare siddet og ventet, siger drengens mor, Louise Kristensen, til dagbladet.

Ifølge dagbladet blev drengen efterladt i bussen, fordi chaufføren blev syg og forlod bussen i den tro, at den var tom. Og ingen på skolen bemærkede noget, fordi man går ud fra, at børnene er syge, hvis de ikke møder op.

Forældrene var mandag til møde om sagen på skolen, som også har orienteret kommunen.

- Fra vores side skal vi kigge på, hvad vi kan forbedre, og der skal vi have skolebestyrelsen ind over, for at vi får skabt den rigtige sikkerhed, siger skoleleder Dan Skou til dagbladet.

Det er ikke lykkedes TV MIDTVEST at træffe skolelederen for en kommentar til sagen.