Kystnære vindmøller: Undersøgelse af kommunes rolle kan være på vej

Nu kan der snart blive skrevet endnu et kapitel i sagen om de kystnære havvindmøller. Ringkøbing-Skjern Kommunes rolle skal måske under lup.

De kystnære havvindmøller ville efter planen komme til at stå mellem 4,5 og 10 kilometer fra kysten.
De kystnære havvindmøller ville efter planen komme til at stå mellem 4,5 og 10 kilometer fra kysten.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpiz

Efter et byrådsmøde i Ringkøbing-Skjern Kommune tirsdag kan der nu være en uvildig undersøgelse af kommunes rolle i sagen om de kystnære havvindmøller på vej.

På mødet, der tiltrak langt over 100 tilhørende, var sagen om de kystnære møller nemlig endnu en gang på dagsordenen, og her blev der især stillet spørgsmål til sagens forløb samt kommunens og politikernes rolle.

- Min mistanke om, at alt måske ikke er gået efter bogen i den her sag, blev bestyrket af, at jeg hørte socialdemokraternes energiordfører sige meget direkte: "Det var borgmesteren, der ville det her", lød det fra SFs Niels Rasmussen med henvisning til sagens forløb, hvor politikerne nu sår tvivl om, om alting er gået ordentligt til.

- Og derfor kommer jeg i tvivl om, om der har været en meget tæt koordinering mellem kommunen og Hvide Sande Havn i den forbindelse, og det synes jeg, at vi skylder borgerne at få undersøgt, fortsatte politikeren, der på forhånd havde stillet 10 spørgsmål, som han ønskede borgmesterens svar på.

Byrådet bakker op om undersøgelse

Adskillige byrådspolitikere bakkede efterfølgende op om Niels Rasmussens forslag. Heriblandt DFs Kristian Bøgsted, Socialdemokratiets Søren Elbæk og den tidligere borgmester Iver Enevoldsen (V). 

- Jeg synes, det er uholdbart, at man beklikker nogen personers hæderlighed ved at sige, at det ikke foregået helt efter bogen, lød det fra venstrepolitikeren, der i øvrigt bemærkede, at der ikke var foregået noget, der ikke tålte dagens lys. 

- Så det er helt fint, sagde han med henvisning til en uvildig undersøgelse af forløbet. 

Borgmester ser intet formål med undersøgelse

Kommunens nuværende borgmester Hans Østergaard (V) fik lov til at runde debatten af, og her stod det klart, at han ikke er fortaler for en undersøgelse. 

- Har I virkelig lyst til, som borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, at bruge en million, eller to, eller tre på det? Jeg ser ikke ingen formål med det, lød det. 

Overfor TV MIDTVEST uddyber han onsdag, at der ikke er noget, der indikerer, at forløbet ikke er foregået ordentligt. 

- Jeg tænker egentlig umiddelbart, at den redegørelse, som jeg gav i går, er fyldestgørende. Der er ikke umiddelbart behov for at få udarbejdet en uvildig redegørelse af det her, siger Hans Østergaard (V), der godt kunne finde bedre ting at bruge pengene på. 

- Det skal da give en eller anden form for mening, når man sætter sådan noget i gang. 

3:01
Kystnære havvindmøller mellem Hvide Sande og Søndervig har skabt splittelse i den lokale turistforening

Møllernes komme og efterfølgende placeringen af dem har været genstand for en, til tider, heftig debat. Det er nu endt med, at den nordligste række af møllerne, der kommer til at stå ved Søndervig og ind mod Hvide Sande, kommer til at stå mellem 6 og 10 kilometer ude i havet. Den anden række af møller kommer til at stå i en bue, hvor møllen tættest på land vil være 4,5 km fra kysten. 

- Jeg har aldrig haft hænderne oppe over hovedet over det her projekt. Jeg havde gerne set møllerne væsentligt længere væk fra kysten, end det er tilfældet her. Men i erkendelse af, at der er indgået en aftale helt tilbage i 2012, som det ikke ser ud til, at vi kan ændre på, så kan vi jo i sidste ende blive nødt til at acceptere det, siger Hans Østergaard (V). 

Borgmesteren understreger, at det er statens projekt, og dermed ikke en beslutning kommunen har taget. Kommunen er udelukkende høringspart i sagen. 

Trods Hans Østergaards (V) protester skal forslaget om undersøgelsen nu behandles i økonomiudvalget, der skal diskutere, om den skal gennemføres. 

Borger: Der er én sidste mulighed

Tonny Lemqvist var en af de borgere, der var taget til byrådsmøde tirsdag. Han havde på forhånd også stillet tre spørgsmål til borgmesteren omkring processen. Men han blev ikke meget klogere af mødet. 

 - Jeg havde ikke forventet, at der ville komme noget revolutionerende frem, fortæller han til TV MIDTVEST.

Hans klare indtryk var dog, at byrådet fortryder deres beslutning. 

- De leder efter halmstrå for at komme af med møllerne. 

0:37
En gruppe borgere har sat en underskriftsindsamling i gang mod kystnære vindmøller

Tonny Lemqvist bor selv i Velling syd for Ringkøbing, men han født og opvokset i Hvide Sande, og han er stor modstander af møllerne. 

- Mit ønske er, at de kommer ud på 18 til 20 km, så Ringkøbing-Skjern stadig får den andel af tilskud til sit energiregnskab, som man gerne vil have, som ligesom var udgangspunktet for, at man sagde ja til det her, forklarer han og uddyber, at han mener, at tiden er løbet fra løsningen med kystnære møller. 

Han er klar over, at det bliver svært at ændre noget, men han ser én sidste mulighed for at påvirke beslutningen. 

- Der er ét stærkt signal, man kan sende, tilbage. Man kan som et enigt byråd skrive et brev til Energiministeren, hvor der står, at vi er enige om, at vi ikke vil have de møller indenfor 4-10 meter, siger han. 

Men borgmester Hans Østergaard (V) tror ikke på, at det vil hjælpe. 

- Mit bedste bud er, at der ikke er noget at gøre, lyder det fra borgmesteren, der fortæller, at møder med energiselskabet Vattenfall, der skal opføre møllerne, og kontakt til ministeriet ikke har flyttet noget. 

0:45
Seks af byrådets 13 Venstre-politikere i Ringkøbing-Skjern er for sent ude med en protest mod de kystnære vindmøller ud for Hvide Sande.