Lettet landmand: Dejligt at de er kommet til fornuft

Hans Christen Vad håber nu, at han slipper for højspændingsmaster på sin ejendom efter ministerens kursskifte.

0:52
Landmand Hans Christen Vad - se et interview med ham her.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Landmand Hans Christen Vad fra Herborg i Ringkøbing-Skjern Kommune er en lettet mand.

Meget tyder nemlig på, at han slipper for højspændingskabler på 35 meter høje master på sine marker.

- Det er bare så positivt. Vi har kæmpet med det her i lang tid, og det er dejligt, at de nu begynder at komme til fornuft, siger han.

Det er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der har skiftet kurs i sagen om de højspændingskabler, der skal gå ned gennem Jylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen.

Ministeren har hidtil stået fast på, at kablerne skal placeres på store master, men efter protester fra borgere og de seks berørte kommuner vil han nu undersøge, om det i stedet er muligt at grave kablerne ned.

- Når der kommer kritik, er det ufornuftigt ikke at lytte og gå i dialog. Det er baggrunden for, at jeg har bedt Energinet kigge på, om der er mere skånsomme måder at gøre det her på i forhold til natur og omgivelser, siger Lars Christian Lilleholt.

Ministeren vil nu indkalde de partier i Folketinget, der står bag aftalen om højspændingskablerne, til nye møder. Han udsteder ingen garantier for, at det vil føre til en ny beslutning, men lover at lytte.

- Når borgmestre og andre borgere rejser sådan nogle sager her, er det helt oplagt at få en samtale om tingene: Hvordan får vi løst det her til samfundets bedste. 

- Men kan lodsejerne være helt sikre på, at der ikke kommer master?

- Det afgørende er, at vi nu kommer i dialog og forhåbentlig får andre muligheder på bordet, siger Lars Christian Lilleholt.

Vil påvirke GPS-udstyret

Hans Christen Vad er bevidst om, at politikerne ikke udsteder garantier, men håber alligevel, at det ender med, at hele strækningen fra Holstebro til Tønder bliver gravet ned.

- Vi er rigtigt optimistiske, fordi der kommer nogle udmeldinger fra de personer, som har noget med det at gøre. De kryber ikke bare i et musehul, siger han.

Den vestjyske landmand har boet på gården i Herborg siden1995. Ejendommen har tilhørt familien siden 1852, og Vad mener, at det vil få stor negativ betydning på ejendommen, hvis kablerne ikke graves ned.

Ud over at masterne vil være meget synlige i landskabet vil de også give mange praktiske udfordringer i det daglige.

Masterne kan komme i vejen for gylle- og sprøjtebomme på traktorerne, og de magnetiske felter fra ledningerne vil genere maskinernes GPS-udstyr.

- Hvis masterne skal stå i 50 år, vil der ske en kæmpe udvikling med førerløse traktorer, og det bliver noget hø, hvis de ikke kan køre under sådan nogle master, siger Hans Christen Vad.

1:49
Se et interview med Lars Christian Lilleholt her.
2:23