Millioner på vej: Hvide Sande skal være vandsportsparadis
Hvide Sande, Ringkøbing Fjord og dele af Vestkysten skal være Danmarks førende center for vandsport, og politikerne giver nu millioner til projektet.
Politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har netop afsluttet deres budgetseminar, og her har de besluttet nikke ja till at videreudvikle Hvide Sande, Ringkøbing Fjord og dele af Vestkysten til Danmarks førende center for vandsport. Det oplyser WATERZ, som står bag projektet, i en pressemeddelelse.
- Vi er utroligt glade for, at byrådet på den her måde anerkender den enorme indsats, der er gjort for at få Hvide Sande og resten af kommunen ikke blot på Danmarkskortet, men også verdenskortet, siger projektleder Katrine Frandsen fra WATERZ.
Ifølge budgetforliget får WATERZ i første omgang 2.625.000 kroner over en treårig periode fra 2019 til at udvikle projektet for.
Tanken er at finde de steder, der egner sig bedst til forskellige typer vandsport, og sprede dem hele vejen rundt omkring Ringkøbing Fjord samt langs kysten ved Vesterhavet.
- Alle i og omkring WATERZ glæder sig nu til, sammen med borgerne, kommunen, erhvervslivet, organisationerne og alle andre aktører, at påbegynde arbejdet med at udvikle de enkelte elementer i planen, og ikke mindst at føre dem ud i livet, siger Katrine Frandsen.
Travlt med festival og VM
WATERZ begyndte som en vandsportsfestival i 2010. I 2016 afholdt man den første PWA World Cup i forbindelse med festivalen.
Lige nu har organisationen travlt med forberedelserne til dette års festival, der finder sted den 7.-9. september. Desuden afvikler de den 10.-14. september verdensmesterskaberne i Slalom-Surf, der i alt forventes at tiltrække over 800 surfere fra flere end 20 nationer.
- Når det arrangement er færdigt, går vi videre med masterplanen. Vi skal ikke lave et nyt Cold Hawaii. Der findes et Cold Hawaii, og de gør det rigtigt godt. Men vi har nogle andre unikke muligheder i vores område, siger Katrine Frandsen.
Masterplanen peger på en række nedslag, som bygger på infrastruktur, uddannelse og bevaring og udnyttelse af noget eksisterende samt videreudvikling af vandsportsfestivalen og de internationale mesterskaber.