Skjern-profil tror på sejr mod ungarsk storhold
Skjern møder det ungarske storhold Veszprem søndag, og Kasper Søndergaard håber på et godt udgangspunkt.
Søndag kan Skjern Håndbold slå dørene op får en kamp ud over det sædvanlige, når Telekom Veszprém kommer på besøg.
Kasper Søndergaard har endnu sin første sejr til gode mod de ungarske mestre, men fjerde gang må være lykkens gang, mener højrebacken fra Skjern Håndbold.
- Jeg har aldrig prøvet at vinde over dem. Selv ikke, da Bjarte Myrhol spillede i klubben, udtaler han på klubbens hjemmeside.
Tre gange tidligere er Kasper Søndergaard blevet slået ud af de ungarske mestre i Champions League: To gange med KIF Kolding København og en enkelt gang med Århus Håndbold. Men han er fortrøstningsfuld i forhold til vinderchancerne denne gang.
- Min vurdering er, at vi har ramt det niveau tidligere i Champions League, som skal til for at slå Veszprém. Blandt andet i udekampen mod Ademar Leon. Men vi er godt klar over, at vi skal spille godt, hvis vi skal have en chance. Sådan virkelig, virkelig godt, siger Skjern-profilen, som ser frem til mødet med Lubomir Vranjes´ tropper.
- Det var det, som vi håbede og drømte om, inden Champions League gik i gang. Veszprém er et af verdens bedste mandskaber, så kampen i morgen rangerer meget højt for mig personligt, siger Kasper Søndergaard.
På forhånd er Skjern ikke levnet mange muligheder for samlet sejr i to Champions League-opgør mod et af Europas bedste håndboldhold, og rutinerede Kasper Søndergaard er godt klar over, at modstanden bliver hård.
- Vi skal toppræstere i morgen, så vi har noget at spille for i returopgøret. Mit drømmescenarie er en sejr på fire eller fem mål, siger han.