Stor strid om havvindmøller fortsætter: - Vi er meget frustrerede
Turistbranchen omkring Hvide Sande er rasende over udsigten til havvindmøller i horisonten, mens byrådsmedlemmer føler sig ført bag lyset. Borgmester afviser, at der er begået fodfejl i sagen.
Det blæser godt ude ved vestkysten, og endnu gang er det med retning i stik modvind.
For nok engang er de kystnære havvindmøller ved Holmsland et stort stridspunkt. Direktøren for DanWest Feriehusudlejning i Årgab, Karsten Fyhn, ved Hvide Sande mener, at etableringen af Vesterhav Syd vil komme til ødelægge området.
- Folk kommer her på grund af den unikke natur og den flotte kyststrækning. Det kommer til at skræmme folk væk, hvis den frie udsigt over vandet forsvinder, lyder det fra Karsten Fyhn.
Hovedparten af feriehusbranchen rettede for halvandet år siden henvendelse til Energiklagenævnet i sagen. Dog uden at modtage svar.
- Vi er meget frustrerede over det. Vi mener, vi er høringspart her i området, fordi vi er det største erhverv her på Holmsland. Men vi er bare blevet overset. Det er ikke godt nok. Vi undrer os meget over, at vi ikke har fået svar endnu, siger Karsten Fyhn.
SF: Det har ikke kørt efter bogen
Det store drama om Vesterhav Syd fortsætter også i Ringkøbing-Skjern byråd, hvor flere medlemmer føler sig ført bag lyset, da beslutningen om lave vindmølleparken skulle træffes.
- Jeg vil have undersøgt, om processen i Ringkøbing-Skjern Kommune har været i orden. Jeg synes, der er meget, som tyder på, at det ikke har kørt helt efter bogen, siger Niels Rasmussen, der er byrådsmedlem for SF.
- Jeg er helt overbevist om, at vi ikke har fået alle oplysninger i sagen på bordet. Jeg tror, der er blevet konstrueret en dagsorden, der har skullet gøre os begejstrede for de her kystnære vindmøller, lyder kritikken.
Borgmester: Kan ikke få øje på fejl
Ifølge kommunens førstemand, Hans Østergaard (V), er der dog næppe noget at komme efter, hvis en undersøgelse af sagen bliver sat i gang.
- Med mit kendskab til sagen og med den redegørelse, vi har fået udarbejdet, kan jeg ikke få øje på, at der er begået fodfejl i sagen.
- Jeg har tillid til den redegørelse, der er blevet udarbejdet.
Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern skal nu afgøre, om der skal sættes en uvildig undersøgelse af forløbet i gang.