Tiltalt for drab: 55-årig kvinde nægter sig skyldig
I dag begyndte retssagen mod en 55-årig kvinde, der er tiltalt for at have stukket sin tidligere kæreste ihjel.
En 55-årig kvinde sidder i disse dage på anklagebænken i Herning, hvor hun er tiltalt for drab. Drabet skulle ifølge anklagemyndigheden være begået mod hendes tidligere kæreste med en kniv. Kvinden nægter sig skyldig.
Tilbage den 27. januar blev en 55-årig mand fundet død i byen Tim, der ligger imellem Ulfborg og Ringkøbing. Den samme dag blev hans kvindelige samlever anholdt og sigtet for at have stukket manden ihjel.
Det var kvinden, der selv valgte at anmelde episoden til politiet. Den anmeldelse blev tirsdag afspillet på første retsdag mod den nu tiltalte kvinde.
I anmeldelsen fortalte kvinden, at hun havde stukket sin mandlige samlever to gange med kniv, og at han nu lå på badeværelset. Kvinden forklarede under retsmødet, at hun kun havde sagt det på grund af beruselse.
- Jeg var fuld, og jeg var forvirret, fordi jeg stod over for at skulle flytte, fortalte 55-årige kvinde ved Retten i Herning.
Hun forklarede i stedet, at hun aldrig har stukket ham med kniv, men at han i stedet selv må have pådraget sig skaderne.
Hvis I ikke kommer og henter ham, slår jeg ham ihjel
Da politiet og ambulanceberedskabet nåede frem til adressen i Tim, lå den 55 årige mand på husets badeværelse. Her var han blevet udsat for flere knivstik og trak derfor ikke vejret. Han havde blandt andet fået en 15-centimeter dyb flænge i venstre side af maven.
I løbet af døgnet forinden havde kvinden ringet 10 gange til politiet. Her havde kvinden blandt andet fortalt, at manden havde brækket hendes finger, og at han havde stjålet hendes scooter. Hun fortalte derfor alarmcentralen, at hvis de ikke kom og hentede ham, ville hun slå ham ihjel.
En patruljevogn blev sendt til adressen i Tim, men fordi manden ligesom kvinden var registreret på adressen, kunne patruljevognen ikke bare tage ham med. Politiet fik i stedet dæmpet gemytterne og forlod derefter adressen.
Under retsmødet forklarede kvinden, at hun ganske vist havde truet manden med en kniv, men at hun aldrig havde ramt ham med den.
- Når vi har rejst tiltale, så er det selvfølgelig, fordi vi mener, at vi har fat i den rigtige person. Sagen er rejst som nævningesag, og deri ligger der, at vores forventning er, at straffen bliver højere end 4 år. Hvad vores endelige påstand er, kommer vi til senere, fortæller Pia Koudahl, der er specialanklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Min klient har nægtet sig skyldig i tiltalen, og nu har hun haft mulighed for at afgive sin forklaring foran retten, fortæller Morten W. Kamp, der er forsvarsadvokat for den tiltalte kvinde.
Retssagen bliver genoptaget på tirsdag, og det forventes, at der falder dom i næste uge.