1500 hveder skal sætte fokus på store bededag: - Det er helt utidigt, og vi vil ikke finde os i det

Ikke alle har opgivet kampen om, at store bededag igen skal betyde en fridag.

Carsten Dannemann Kjeldgaard fra Dansk Metal og tillidsrepræsentant ved EV Metalværk/EV Hydrogen Allan Risvig synes begge, at store bededag igen skal være en helligdag.
Carsten Dannemann Kjeldgaard fra Dansk Metal og tillidsrepræsentant ved EV Metalværk/EV Hydrogen Allan Risvig synes begge, at store bededag igen skal være en helligdag.

Det plejer at være en helligdag, men det er det ikke i år.

Derfor er mange også på arbejde, selvom der stadig står store bededag i kalenderen. For Dansk Metal Skjern-Ringkøbing er morgenen travl. Der skal leveres 1.500 hveder til mere end 30 virksomheder. 

- Det er vigtigt for os at vise politikerne, at vi ikke har glemt, at de har afskaffet medlemmernes helligdag. Det er helt utidigt, og vi vil ikke finde os i det, lyder det fra Carsten Dannemann Kjeldgaard, der er afdelingsformand i Metal Skjern-Ringkøbing.

Han håber, at beslutningen om at afskaffe helligdagen bliver rullet tilbage.

- Der er aldrig noget, der er for sent. 

De cirka 40 medarbejdere på EV Metalværk/EV Hydrogen i Ringkøbing er mødt ind på arbejde på en dag, der normalt er lig med god tid ved morgenbordet.

- Det er da anderledes end det plejer at være. Vi plejer at holde fri og være hjemme ved familien, og det kan vi så ikke i år, siger tillidsrepræsentant Allan Risvig.

Han ønsker at arbejde mindre for at undgå tidlig nedslidning, men oplever, at det i stedet bliver mere og mere. 

Og hveden, han kan se frem til sammen med sin formiddagskaffe, den betyder noget.

- Det sætter fokus på det, der er blevet fjernet for os, og det vi plejer at spise hjemme med familien. Det kan vi stadigvæk, det er bare ikke det samme.