18-årige Gry er den første kvinde, der kan kalde sig Danmarks bedste murer
Den nye danmarksmester håber at kunne inspirere andre kvinder til at blive murere.
18-årige Gry Astrup fra No ved Ringkøbing kan nu kalde sig Danmarks bedste murer.
Lørdag vandt hun til sin egen store overraskelse konkurrencen for murere ved DM i Skills i Hjørring.
- Jeg havde slet ingen forventninger til konkurrencen, og jeg syntes, at de andres opgaver var pænere end mine. Så det var helt vanvittigt, da de sagde mit navn, fortæller hun.
Konkurrencen bestod af tre forskellige opgaver, der skulle løses på 22 timer, og Gry Astrup vandt titlen foran den regerende danmarksmester. Hun brugte en del af sommerferien på at forberede sig på mesterskaberne, men havde egentlig først regnet med at kunne begå sig til næste år.
Det var første gang, en kvinde vandt den ærefulde titel, og den 18-årige vestjyde er da også bevidst om, at det at være murer traditionelt er et mandefag - selv om det ikke er noget, hun går så meget op i til daglig.
- Der er ikke mange kvindelige murere ude på byggepladserne, men heldigvis kommer der flere og flere piger på skolen. Det er fint, hvis jeg med titlen kan vise, at en kvinde selvfølgelig kan det samme som en mand, og jeg håber, at det kan inspirere andre kvinder til at blive murere, siger hun.
Gry Astrup er i lære hos Murerfirmaet Glenn Østergaard i Spjald og går på Herningsholm Erhvervsskole.
Evnen til at svinge murerskeen har hun ikke fra fremmede. Hun er datter af murermester Kaj Astrup i Ringkøbing. Hun bliver udlært i 2023 og håber engang at kunne overtage faderens firma.