Åbningsdag for naturkraft: - Det er for nogle en forløsning efter 10 år
Den berømte kriller er til stede, og fra fredag er gæsterne det også, når naturkraft slår dørene op for første gang.
Fredag er for nogle en helt speciel dag. Det er formentlig ugens sidste arbejdsdag for mange, men for andre markerer den første arbejdsdag – en dag som har været længe ventet.
Oplevelsescenteret Naturkraft i Ringkøbing slår nemlig i dag dørene op for første gang til noget, som især driftschefen Jørgen Lund Møller har set frem til.
- Det er jo dejligt. Det er for nogle en forløsning efter 10 år, og for andre – for mig – forløsning efter to og et halvt år, siger han om åbningen.
Han melder, at centeret er klar til åbning, men der mangler alligevel nogle små detaljer – og det gør ikke noget, forklarer driftschefen.
- Der vil altid mangle nogle detaljer. Nu har jeg været i denne branche i 25 år og haft mange åbningsdage og mange nætter op til åbningsdage, så for mig er det helt naturligt. Sådan er det bare, vi bliver aldrig helt færdige, siger han og fortsætter:
- Som vi siger: Man bliver hurtigt hjemmeblind og finder alle hjemme-fejlene. Men gæsterne lægger formentlig ikke mærke til de små detaljer, der mangler. Dem får vi så rettet i løbet af det næste stykke tid.
Kronprinsessen indvier
Gæsterne får lov til at komme ind i Naturkraft, der er bygget som en 628 meter lang ringvold, som danner ramme om oplevelsescenteret, klokken 14. Men før det kommer en helt bestemt gæst ind først.
Det er nemlig kronprinsesse Mary, der indvier Naturkraft.
- Det er jo rigtig dejligt. Det er med til at understrege den stolthed, der er her lokalt. Det er en rigtig fin blåstempling, siger Peter Sand, der er administrerende direktør i Naturkraft.
Når dørene til Naturkraft slår op, kan kronprinsesse Mary og gæsterne se frem til leg og oplevelse, som skal give gæsterne en forståelse for naturens kræfter og naturvidenskaben i forskellige former.
Verdens første klappevinge
En af de attraktioner, som især passer godt ind i det nye, vestjyske oplevelsescenters filosofi, er en verdenspremiere.
Naturkraft får nemlig verdens første klappevinge – altså en vindmøllevinge, man kan klappe – som er en gave fra vindmøllekoncernen Vestas.
- Ideen er at få formidlet til lægmand, hvad vindkraft er. Folk kan se så mange vindmøller, der står og snurrer rundt omkring. Men det er noget andet at kunne røre ved vingen og få en fornemmelse af, hvor stort det, vi arbejder med til hverdag, er, siger Anton Hansen, der er projektleder i Vestas.
Den 62 meter lange vindmøllevinge skal ligge foran oplevelsescenteret, og den skal være en vigtig del af fortællingen om de naturkræfter, der er på spil i det vestjyske.
Den berømte kriller i maven
Dagen før åbningen havde driftschefen det, der er helt normalt at have før en premiere: Kriller i maven.
Men det skal man have, mener han.
- Jeg er egentlig rimelig rolig. Der skal være lidt kriller i maven. Der er nogle af mine kolleger, der aldrig har prøvet det her før, som har endnu mere kriller i maven. Det er altid et spændingsmoment, men det bliver så godt, når vi til sidst fredag aften sætter os ned og siger: Vi klarede det, siger Jørgen Lund Møller.
Følg med fra åbningen af Naturkraft, når TV MIDTVEST liveblogger om eventet.