Anne designer og fletter kunstværker til væggen: - De skal gå videre i generationer
27-årige Anne Bronton fra Stauning designer møbler og fletter unikke kunstværker til væggen, og hun har allerede vundet flere priser for sin kreativitet.
Naturlige materialer, lækkert design og god kvalitet er hvad 27-årige Anne Bronton fra Stauning fokuserer på, når hun designer møbler og kunstværker.
Hun har designet og bygget både sofaer, bænke og kunstværker til væggen i brunlige farver, og selv om de alle har forskellige udtryk, så er tanken bag dem ens.
- De skal gå videre i generationer, for det her med at give ting videre er et af mine allerstørste mål.
- Jeg kan ikke se, hvad der er mere bæredygtigt, end hvis man har et møbel indtil, det slet ikke kan mere. Man har repareret på det, og det er blevet brugt med materialer, som både er bæredygtige, men også helt enormt slidstærke, fortæller hun.
I 2020 blev hun uddannet designteknolog fra TEKO i Herning, og siden da har det taget fart for vestjyden.
Sidste efterår vandt hun magasinet Bo Bedres design-pris som Årets Talent, og så har hun også vundet et legat på studiet.
Inspireret af den vestjyske natur
Anne Bronton har et værksted på sin brors gård, og det er her, at fantasien får frit løb, fortæller hun.
Gården ligger ude på landet i Stauning tæt på både Ringkøbing Fjord, Skjern Enge og masser af træer, og hun bruger naturen som inspiration.
- Jeg er født og opvokset på landet. Jeg tror, at jeg trives der, for jeg synes, der er så meget inspiration at hente. Det er alt fra et agern til et blad, hvis man tager de der bitte små ting og kigger tæt på dem, så er det helt vildt, hvad det kan, og hvor meget inspiration, man kan hente derfra, forklarer hun.
Det var også opvæksten på landet i Stauning, der har fået Anne Bronton til at gøre sine kreative hænder til sin karrierevej.
Både hende og hendes bror, Peter Bronton Slebsager Henriksen, der arbejder som selvstændig tækkemand, har altid gået op i at bygge deres egne ting.
- Vi har altid haft højt til loftet i forhold til at gå ud i vores fars værksted - han laver også møbler. Jeg tror, det handler om at prøve at producere selv - med nogle rigtige materialer. At bruge det, man har, og så bruge fantasien til at få det til at være noget, der duer i stedet for at gå i IKEA, fortæller broren.
Og nu hvor Anne Bronton har fået lov til at have et værksted på sin brors gård, bliver han også ofte inddraget i hendes designproces.
- Når hun er færdig med noget, kommer hun og spørger, ’tror du, at det her kan holde?’, siger Peter Bronton Slebsager Henriksen og Anne Bronton tilføjer:
- Han er god til det produktionsmæssige, hvor styrken skal være og hvordan det skal sættes sammen på en anden og bedre måde. Jeg tænker mere på selve designet, siger hun.
”Jeg er helt ny i branchen”
I starten stod den 27-årige vestjyde selv for alt fra idé til salg, men grundet stor efterspørgsel har hun blandt andet fået et samarbejde med en lokal snedker, som laver det meste træarbejde.
- Det frigiver noget tid til mig til at designe nye ting og være intens i en proces med det. Og det giver mig tid til at komme ud og snakke med folk, forhandle mine ting og sende værker afsted, siger hun.
Det var særligt, da Anne Brontons værker begyndte at blive forhandlet af Carl Hansen & Søn, der sælger danske klassikere som y-stolen, at efterspørgslen på hendes kunstværker til væggen steg.
Men selv om den unge designers produkter bliver solgt gennem flere forhandlere og har vundet flere priser, har hun stadig benene solidt plantet på jorden.
- Jeg er stadigvæk helt ny i branchen, og jeg kommer lige efter en barsel, så jeg er spændt på, hvad det kan blive til. Jeg drømmer egentlig om, at jeg også kan kigge mod udlandet, når jeg har fået et godt fundament her i Danmark. Det vil jeg enormt gerne, siger hun.
Hun håber snart på at kunne leve af sin kreativitet.