Barnebarn blev skræmt hos bageren: Mormor mener, halloween er gået for vidt
Der er pyntet op til halloween i alle butikker, men det er ikke passende alle steder, mener Mona Jønsby.
Halloween står snart for døren, og rundt omkring i diverse butikker og restauranter er der pyntet op med græskar, spøgelser og andre uhyggelige ting.
Men for Mona Jønsby fra Rækker Mølle var det dråben, da hun lørdag ville invitere sin datter og fireårige barnebarn på et stykke kage og en kaffe hos Bager Møller i Skjern.
- Det var slet ikke, hvad jeg havde forventet, siger Mona Jønsby.
Inde hos bageren blev hun mødt med ansatte bag disken, som havde økser på hovedet og blod i ansigtet, samt uhyggelige væsner, der larmede i butikken.
- Der var meget larm dernede og pyntet op med lig, der havde røde øjne. Der kunne jeg mærke, at det var den lille ikke helt forberedt på, siger Mona Jønsby.
Hos Bager Møller pynter de glædeligt op for at give en lidt anderledes oplevelse til kunderne.
- Vi elsker pynt, udklædning, sjov, fis og ballade, siger Benedikte Møller, der er medejer af Bager Møller.
De pynter op til alle højtider, og de havde også lovet kunderne, at det i år blev endnu vildere end sidst.
- Der kommer jo folk fra Tyskland for at se, hvad vi har fundet på, siger Benedikte Møller.
Halloween bliver vildere og vildere
Det er ikke kun Bager Møller, der er begyndt at gå all in på halloween. Tendensen peger på, at der de seneste ti år er sket en udvikling i, hvor meget både privatpersoner og butikker gør ud af halloween.
Men Mona Jønsby mener ikke, at det er alle, der bør udsættes for at se gravsten eller knogler, når man går rundt på gaden.
- Det provokerer mig, at børn til og fra skole skal se på ligdele og skelethænder, der rækker op af græsplænen. Det kan vi godt skærme børn, og dem, der har været i krig og flygtninge, for at se, siger Mona Jønsby.
Hos Bager Møller har de ikke tænkt sig at gøre deres butik mindre uhyggelig.
- Lidt hårdt sagt, men hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så kan man finde et andet sted.
Men kan det ikke blive lidt for meget, at man kommer herind, og så har I økser på hovedet og blod i ansigtet?
- Nej, det er jo det samme som at gå i teater. Jeg synes jo kun, at det er sjovt, og hvis vi ikke gør noget her i byen, så dør byen, siger Benedikte Møller
Mona Jønsby håber, at man fremadrettet har med i sine overvejelser, at man kan reagere på halloween på forskellige måder.
Og at man i den anledning skilter med, at man har gjort noget ud af halloween, så man som forældre eller bedsteforældre selv kan vælge det fra.
- Hvis man gerne vil pynte op derhjemme, så står det frit for, men man kan godt lige have et skilt i butiksdøren, siger Mona Jønsby.