Bjarne søgte om tilladelse til at udvide: Nu ender han med millionregning

I syv år har Bjarne Vogt kæmpet for at udvide sin put and take ved Hvide Sande, men en regel fra 1967 spænder ben for projektet.

0:14
- Det er frustrerende, og jeg føler mig i den grad retsløs, siger Bjarne Vogt.
Foto: Nanna Dam / TV MIDTVEST

Bjarne Vogt står over for en millionregning, dagbøder og en potentiel politianmeldelse.

Alt sammen, fordi han for syv år siden begyndte at drømme om at udvide sin put and take-sø syd for Hvide Sande.

- Det eneste jeg gerne vil, er at bruge min egen jord. Ikke andet, siger Bjarne Vogt til TV Midtvest.

Men som Dagbladet Ringkøbing Skjern også har beskrevet spænder en særlig regel fra 1967 ben for projektet.

- Det er frustrerende, og jeg føler mig i den grad retsløs, siger han.

0:32
Få forklaringen på Bjarnes problem i videoen her.

Kan koste en million kroner

På Bjarne Vogts ejendom ligger der udover fiskesøen tre damme, der tidligere har været anvendt til dambrug.

- Jeg vil gerne grave det sammen, så vi får en lidt mere fancy sø. Og så vi får ryddet op. De gamle broer er faldet sammen. Der ligger masser af gammelt jern, som jeg gerne vil rydde op i, så vi får det til at se pænt ud, siger Bjarne Vogt.

Men fordi de tre damme ligger klos op ad Ringkøbing Fjord, betyder den 57 år gamle regel, at dammene skal lukkes til, hvis de ikke har været brugt til dambrug i fem år.

Det er tilfældet på Bjarne Vogts grund, og derfor er han af Kystdirektoratet blevet pålagt at fylde dammene, efter at han i 2017 søgte om tilladelse til at omlægge området.

Det kan koste op imod en million kroner.

- Jeg skulle aldrig have søgt. Men sådan er det jo. At få tilgivelse i stedet for at få tilladelse, er ikke altid lige så godt. Men jeg har søgt, fordi jeg virkelig gerne vil det her. Jeg vil gerne gå og passe min egen lille forretning, siger han.

Kommunen bakker Bjarne op

Efter syv års kamp med myndighederne kan Bjarne Vogt nu se frem til dagbøder fra den 20. september, hvis ikke han inden da kan fremlægge en plan for at fylde dammene.

Hvis ikke det gamle dambrug er dækket 1. februar 2025 ser han også ind i en politianmeldelse.

Du har jo købt en grund med en gammel servitut. Er det ikke dit eget ansvar at være opmærksom på, hvilke regler, der gælder på dit område?

- Jo, og det har jeg ikke været. Jeg har ikke læst det med småt. Det skal jeg være den første til at indrømme, siger Bjarne Vogt.

Men er det så ikke din egen skyld, at du står i den her situation?

- Jo, det er det. Men jeg synes bare, at vi er i 2024, så må man også sige okay. Og når nu kommunen gerne vil slette den. Det er dem, der har lavet den i 1967, og de vil gerne slette den.

Ringkøbing-Skjern Kommune bekræfter over for TV Midtvest, at den gerne vil fjerne den gamle regel, fordi det ifølge kommunens biologer vil forbedre naturens tilstand.

Klar på et kompromis

Bjarne Vogt tvivler i dag på, at han nogensinde vil lykkedes med at lægge dammene sammen med sin fiskesø.

Men han håber at kunne indgå et kompromis med Kystdirektoratet og nøjes med at dække en ud af tre damme til.

- Jeg siger ikke, at jeg skal have lov at lave den sø, jeg gerne vil. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Men hvis bare to af dammene kan få lov at blive liggende, og jeg kan gøre det pænt, siger han.

Bjarne Vogt giver i hvert ikke op så let.

- Jeg har det træls. Men nu er jeg vestjyde og rimelig stædig, så jeg skal nok fortsætte et stykke tid endnu.