Blev vraget, men er nu i spil igen: Politiker jubler over udsigten til gigant-møller
Borris Skydeterræn er udvalgt til at være et af de områder, hvor et testcenter for 450 meter høje vindmøller kan komme til at ligge. Det glæder formand i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Borris Skydeterræn i Ringkøbing-Skjern Kommune er et ud af to områder, der er udvalgt til undersøgelse for, om der i fremtiden kan etableres et nationalt testcenter for de gigantiske vindmøller på 450 meters højde.
Det er en besked, som glæder formanden for Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune Søren Elbæk (S):
- Vi har i årevis forsøgt at få mulighed for at mulighed for at anlægge et energianlæg i Borris skydeterræn, siger han.
Det er en aftalekreds bestående af regeringen og partierne SF, LA, K, RV og DF, der har bedt Plan- og Landdistriktsstyrelsen om at undersøge mulige arealer.
Området omkring Borris Skydeterræn er tidligere blevet valgt fra og vurderet ikke egnet til et energianlæg.
Men efter at aftalekredsen har bedt Plan- og Landdistriktsstyrelsen om at screene de tidligere fravalgte områder endnu engang, er styrelsen kommet frem til, at to områder alligevel er en mulighed.
En oplagt mulighed
Det andet område ligger nord for det eksisterende testcenter Østerild i Thisted Kommune.
For Søren Elbæk (S) giver det god mening, at Borris Skydeterræn nu er i søgelyset som et tredje sted at placere testcenteret:
- Vi er meget bevidste om, at terrænarealerne er så store, så det er fuldstændig oplagt at benytte arealerne til vindmøller, siger han.
Nu skal de to områder i første omgang vurderes for miljø- og habitatkonsekvenser, inden der kan tages en endelig beslutning om, hvor det tredje vindmølletestcenter skal placeres.
Derfor er det også for tidligt for formanden for Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget at vide, hvad et testcenter kommer til at betyde:
- Jeg holder øje med udviklingen og se hvad den bringer, siger Søren Elbæk (S).
Dele af Borris Skydeterræn ligger i Herning Kommune.