Brand hos Vestjyllands Andel: - Flammerne stod op ad siloen
Natten mellem lørdag og søndag udbrød der brand i en bygning ved foderstofcentralen i Hee.
Syv timer tog det 25 brandfolk at få bugt med flammerne ved den brand, der ved et-tiden brød ud hos Vestjyllands Andel i Hee, nord for Ringkøbing.
- Da vi landede, var det ret voldsomt. Flammerne stod ud af bygningen og op ad siloen, og vi frygtede, at ilden ville sprede sig til siloen med korn, siger Michael Nielsen, der var indsatsleder ved branden for Brand & Redning MidtVest.
Det var et filteranlæg, der er bygget op i et hus ved siden af den høje silo, der brændte.
- Hvis branden spredte sig til siloen og kornet, så havde vi en helt ny og meget mere alvorlig situation. Men vi fik det begrænset, så branden ikke spredte sig, siger indsatslederen.
Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, er det formentlig en mekanisk fejl i filteranlægget, der er årsagen til branden.
Huset med filteranlægget er totalskadet, og flere af de omkringliggende bygninger har fået både vand -og røgskader.