Byen hjælper brandramt familie: - Det er lige i Hvide Sandes ånd
På klitten er man vant til at stå sammen og få tingene til at ske, siger formanden for den lokale borgerforening.
Det siger meget om Hvide Sande, at to lokale kvinder har stablet en indsamling på benene til fordel for en familie med fire børn, hvis hus for nylig blev raseret af en voldsom brand.
- Det er fantastisk. Det er lige i Hvide Sandes ånd, siger formanden for Klittens Borgerforening Hanne Jensen, der selv har boet i Hvide Sande siden1979.
Hun peger på, at indbyggerne er vant til, at de selv skal gøre en indsats for at nå deres mål.
- Vi bor alene herude på tangen, og der er langt til de nærmeste byer. Der er en ånd, der siger, at vi står sammen og får tingene til at ske.
- Er det særligt for det her område?
- Ja, det tror jeg. Det hører man også, hvis man er sammen med foreningslivet på den anden side af fjorden: "I får bare ting til at ske. Det er ikke så kompliceret." Og sådan tror jeg, at det er, siger Hanne Jensen.
Familien Fonnesbæk mistede stort set alt ved den voldsomme brand. Tina Björk Kehlet og Siff Marie Sahlholdt besluttede derfor at lave en indsamling, der skal hjælpe familien med at blive genhuset i en lejlighed.
- Det er en lille ting for Siff og jeg at stå for en indsamling, men det gør en verden til forskel for den familie, siger Tina Björk Kehlet.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen.