Emil fik sit gennembrud: - Jeg er sgu en stolt far
Emil Bergholt fra Skjern har fået sit gennembrud på den helt store håndboldscene, og det gør hans far stolt.
Der var store roser til Emil Bergholt fra Skjern efter fredagens semifinale mellem Danmark og Portugal.
Han spiller karrierens første VM, og i går fik han vist, at han kan være med på allerhøjeste niveau. Det noterede hans far, Henrik Bergholt, sig også, da han så med hjemme foran fjernsynet.
- Han greb chancen og faldt ikke igennem. Det var imponerede. Jeg er sgu en stolt far, siger Henrik Bergholt.
Henrik Bergholt er selv tidligere Skjern-spiller og har vundet mange titler med klubben. Nu spiller begge hans sønner for holdet, og lige nu er det storebror Emil, der får vist sin kunne for landsholdet.
Landsholdskammeraten Emil Nielsen havde også kun rosende ord at sige om VM-debutanten.
- Emil Bergholt kom ind og gjorde en kæmpe forskel, og han skal have alle de rosende ord, han overhovedet kan få. Han fik sit gennembrud - og så oven i købet i en VM-semifinale, siger Emil Nielsen.
Ekstra specielt denne gang
I Skjern Håndbold, hvor Bergholt spiller til daglig, er alle også stolte over hans bedrift, fortæller bestyrelsesformand Carsten Thygesen.
Han er den niende spiller fra klubben, som skal spille en VM-finale, men denne gang er det lidt ekstra særligt.
- Bergholt er den første, der har spillet både ungdoms- og seniorhåndbold her. Det giver lige ti procent mere stolthed. Det her er hele pakken, siger Carsten Thygesen.
Han har derfor også fulgt hele Bergholts vej for at komme med på landsholdet. En vej, hvor der har været seks trin.
- Jeg ønskede ham tillykke første gange, da han kom i 35-mands-truppen. Nu var han blandt dem, som landstræneren kiggede på.
Han var fortsat med, da truppen blev skåret ned til 19 og igen, da selve spillertruppen på 18 blev udtaget. Til første kamp blev 16 mand udtaget, og her var Bergholt også iblandt.
- Så kom han ind og fik en rolle på banen, og i går kom han så ind for at gøre en forskel. Det har været noget af en hurtig rejse, men han har virkelig gjort det godt.
Første VM-finale nogensinde
Søndag skal Emil Bergholt spille sin første VM-finale nogensinde.
Henrik Bergholt er selv håndboldtræner og skal til kamp med sine 3. divisionsdamer, og derfor kommer han ikke til at sidde og heppe på Emil i hallen, men han skal bestemt se med i fjernsynet.
- Jeg tror, han er spændt, og også lidt nervøs, men ikke så det vil påvirke ham. Han vil være meget fokuseret og er det allerede i dag. Kommer han ind, så er han klar.
Han er dog ret sikker på, at sønnen ikke får spilletid fra start, men han håber for ham, at han får bare et minutter på banen.
- Det bliver en stor oplevelse, og jeg vil støtte i hele mit hjerte hjemme fra sofaen.
Danmark møder Kroatien i finalen, som bliver spillet i Oslo klokken 18.00.