Falske fugle er intet problem, siger styrelse: Kald din vej lige, hvad du vil - bare du staver det korrekt
Der er intet i vejen med vejnavnet Pilesangervej, siger Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
En ganske uskyldig ny vej i Søndervig har fået navnet "Pilesangervej", og det har fået en del omtale de seneste dage.
Efter hensigten skulle vejen opkaldes efter en fugl - og det troede kommunen også, at den var - men der findes ingen fugl, der hedder pilesanger. Det har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) fortalt til TV MIDTVEST.
En fejl, der ikke blev opdaget nogle steder i systemet, før navnet var officielt og trykt op skilte. Heller ikke hos Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Styrelsen skal sige god for et vejnavn, før det kan blive en realitet. Men det indgår ikke på Styrelsens tjekliste at undersøge, om det, veje bliver opkaldt efter, eksisterer eller ej.
- Vi vejleder kommunerne i, hvordan de kan navngive veje, og så er det et krav, at navnet skal overholde dansk retskrivning, og at det skal passe ind i vores IT-system.
- Så vi kigger på, om det er stavet korrekt, men ellers bestemmer kommunerne selv navnet, fortæller René Thunø, der er pressemedarbejder i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Kongenavne må gerne være forkerte
Veje skal være stavet rigtigt og uden specielle tegn, så det offentliges systemer kan finde ud af det, ligesom personer, der ankommer til en fremmed og ukendt by, skal kunne finde frem til en vej.
Men styrelsen yder gerne en ekstra service for kommunerne, når det kommer til, om deres bud på et vejnavn faktisk har fakta eller fugl på plads. Det kræver dog, at den pågældende medarbejder har den rigtige viden.
- Det sker, at vores medarbejdere tilfældigvis opfanger noget, og så kan de godt være venlige at sige: "Er I sikre på det?"
- Vi havde et eksempel med en kommune, der ville kalde en vej Kong Kristoffers Vej. Den konge, vi har haft, er stavet med "Ch". Der er jo ikke noget i vejen med, at stave vejen med K. Men havde man tænkt, at det skulle være efter kongen, skulle det være med "Ch", og det gjorde vi så opmærksom på, fortæller René Thunø.
Pressemedarbejderen oplyser også, at ornitologisk viden ikke er spidskompetencen for styrelsen, hvorfor "pilesanger" også fløj over hovedet på dem.
Vil ikke ændre arbejdsgang
TV MIDTVESTs dækning af sagen med Pilesangervej er også blevet omtalt i Styrelsen. Det får dem dog ikke til ændre på deres tilgang til vejnavne.
DOF har en liste over samtlige fuglenavne i verden, der beløber sig til 30.000, ligesom de 500 fugle, der findes i Danmark, også figurerer på listen.
Og i nærmeste fremtid vil den formentlig være i baghovedet på medarbejderne, siger René Thunø.
- Med den her sag kan jeg forestille mig, at de er mere opmærksomme på fuglenavne fremadrettet, men det får os ikke til at ændre arbejdsgange.
Pressemedarbejderen oplyser, at kommunerne som udgangspunkt kan kalde deres veje lige, hvad de vil, så længe det er stavet korrekt. Men når det kommer til rigtige personer - og særligt nulevende personer - beder den kommunerne om at være ekstra opmærksomme på den mulige effekt, det kan have.