Joballiancen virker: Davey kæmper med ordblindhed – men nu har han fået sit drømmejob

Davey kæmper med at læse og skrive, og han havde derfor ikke regnet med, at han nogensinde ville få et almindeligt arbejde, men det har projektet Joballiancen lavet om på.

Davey Blok gik på en særlig uddannelse for udfordrede unge, før han fik job som renovationsmedarbejder.
Davey Blok gik på en særlig uddannelse for udfordrede unge, før han fik job som renovationsmedarbejder.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

21-årige Davey Blok begyndte på sin særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i Skjern i 2019. 

Han er oprindeligt fra Holland, ny til dansk og ovenikøbet ordblind. 

- Det er rimelig bøvlet i hverdagen at være ordblind. Mange steder skal man jo kunne læse, siger han.

Manglede troen på sig selv 

Da han begyndte på uddannelsen for unge med særlige behov på Erhvervsskolen Vestjylland var han en usikker, ung mand, fortæller hans lærer og kontaktperson, Enok Linde. 

- Han brugte facaden og sin humor for at dække over sin usikkerhed. Han havde brug for at få tanket noget selvtillid på og for at få at vide, at han er god nok, som han er. Han havde ikke selv troen på, at han kunne komme til at bidrage og forsørge sig selv, forklarer Enok Linde. 

I dag er det lige præcis dét, som Davey Blok gør. 

- Jeg tømmer skraldespande. Jeg kan godt lide arbejdet, fordi jeg kan lide at tale med folk, møde nye og snakke med kollegaer hver dag - og køre lastbil, tilføjer han.

Drømmen om et kørekort

Netop den store bil blev en afgørende faktor for Daveys vej ind i et job. 

Efter den særligt tilrettelagte uddannelse kom han i praktik - mange praktikker - og prøvede flere forskellige jobs af. 

Men en dag kom Davey Blok til Enok Linde med en drøm, han havde gemt på. Han havde altid ønsket sig at tage stort kørekort. 

- Så på et møde med sagsbehandleren foreslår jeg, at Davey starter i praktik som skraldemand. Så ryster sagsbehandleren på hovedet og siger: "Det holder aldrig, for han ville skulle op klokken fire om natten og cykle ti kilometer fra Borris til Skjern – det går ikke." Men jeg siger, at jeg tror på det, husker Enok Linde. 

Og så kom Davey i praktik hos Meldgaard Miljø A/S som renovationsmedarbejder. 

- Jeg synes, det var så hyggeligt og så sjovt, at jeg tænkte: "Det her skal jeg være," husker Davey Blok. 

Støtte fra Joballiancen

Efter praktikken fik Davey Blok tilbudt et job og en chaufføruddannelse af arbejdsgiveren. 

I dag har han været i ordinær beskæftigelse i knap et halvt år, noget han aldrig havde turdet håbe på. 

- Jeg er glad for, jeg fik muligheden. Jeg har det svært med ting, men jeg kan godt. Og det ville jeg vise folk - vise, at jeg kunne klare det, siger han.

Og det er lykkedes - blandt andet med støtte fra Joballiancen, som er et projekt, Erhvervsskolen Vestjylland er en del af. Her er Davey Blok én af de unge, der fortsat har kontakt med en jobkonsulent som Enok Linde, der støtter ham i de udfordringer, der kunne dukke op, når man går fra uddannelse til job. 

- Hele essensen af Joballiancen er, at vi har fortsat kontakt. Når han bliver nervøs eller usikker på noget, så ved han, at jeg står lige bag ham, og han kan ringe til mig. Det samme kan arbejdsgiveren, hvis der opstår noget, som kan være udfordrende i forhold til Davey, forklarer Enok Linde. 

Og det er særligt i indgangen til job, det er vigtigt at holde de udfordrede unge lidt mere i hånden end andre, siger han. 

- De her overgange i livet er rigtig vigtige og rigtig farlige for mennesker med særlige behov.

- Vi kender det jo selv fra bare at have en lang sommerferie, og så skulle starte på job efterfølgende. Det kan være lidt svært, og man skal lige lade op til det. Gang det med rigtig mange faktorer for de her borgere. Efter en sommerferie kommer de ud i en lejlighed og skal i gang med noget efterfølgende. Det er bare rigtig svært at mande sig op til det.

- Der er Joballiancen med til at støtte dem i de overgange og hjælpe dem ud i beskæftigelse og fastholde dem i det, siger Enok Linde.  

75 procent af eleverne på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) har fået job gennem ordningen, fortæller Enok Linde.  

Kontakten har haft stor betydning for Davey Blok, fortæller han. 

- De har hjulpet mig meget, hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af. Det betyder noget, at der er folk, der hepper på dig, siger han. 

Tro på det

Projektets succes med Davey Blok kommer af at kigge på det hele menneske, mener jobkonsulenten. 

- Vi arbejder med det hele menneske. Joballiancen handler om beskæftigelse, men hvis Davey kommer og har personlige problemer, så taler jeg jo også med ham om det, fortæller Enok Linde. 

- Det er med til at skabe vej til jobs, for hvis du ikke har nogenlunde ro på dit privatliv, hvordan skal du så kunne bidrage til samfundet?  

Selv har Davey Blok ét godt råd til andre, som kæmper med at komme i job. 

- Man skal tro på sig selv og holde fast i, det man vil, og ikke lade andre sige noget andet.