Kristendemokratisk stemmesluger: - Det er simpelthen fantastisk
Kristendemokratiske Kristian Andersen er meget glad for, at hans parti har samlet vælgererklæringer nok ind. Han er klar til et nyt valg.
- Det er simpelthen fantastisk.
Det er det korte svar fra den kristendemokratiske Kristian Andersen fra Tarm til TV MIDTVEST, efter at partiet har indsamlet tilstrækkeligt med vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg.
- Det skal veksles til mandater – først og fremmest har vi et regionsråds- og kommunalvalg, hvor vi kan bevare vores mandater – og samtidig komme ind i flere kommuner.
- Men vi er også i gang med at planlægge det folketingsvalg, der kommer inden for tre år, fortsætter han.
Reglerne er sådan, hvis man ikke bliver valgt ind ved et valg, at man skal opstillingberettiges på ny. Også selvom det var under 200 stemmer, der gjorde forskellen.
194 stemmer fra et kredsmandat
Kristian Andersen var en stor stemmesluger ved valget i 2019. På landsplan og i Vestjyllands Storkreds. Faktisk havde 194 flere stemmer givet partiet et kredsmandat i Vestjylland.
Men det fik partiet og Kristian Andersen ikke. En mavepuster, som han dog er kommet sig over.
- Jeg besluttede i foråret, at jeg tager en omgang mere. Og derfor er det her selvfølgelig en stor dag for os alle sammen i Kristendemokraterne. Det har vi arbejdet på i over et år nu.
- Hvis det går som sidst, går det rigtig godt.
- Det, der giver troen på det, er, at vi ud over fordoblingen i vores stemmeprocent ved seneste valg hart fået 25 procent flere medlemmer af partiet.
- Der er en positiv historie og hype omkring parti og landsformand (Isabella Arendt, red.), afslutter han