Mand med promille over 3,0 kørte rundt med barn

En 40-årig mand har fået beslaglagt sin bil efter at have kørt vanvidskørsel.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

I aften kan Midt- og Vestjyllands Politi markere en trist milepæl. Politiet har nemlig beslaglagt bil nummer 200 her i landsdelen i forbindelse med vanvidsbilisme.

Flere lokale ringede til politiet og anmeldte en bil, der kørte slingrende rundt i området omkring Ringkøbing.

Herefter formåede et par private bilister at stoppe bilen mellem Ringkøbing og Hvide Sande. Da politiet nåede frem, fandt de en ganske beruset mand bag rattet.

Føreren var en 40-årig mand, bosat i Horsens-området, som blæste over 3,0. 

Spirituskørsel med en promille over 2,0 betegnes som vanvidskørsel. Og derudover var der et andet forhold, der chokerede politiet.

- Han ligger og kører rundt med et barn på 3 år, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen fortæller, at både manden og barnet nu er ved politiet. Man venter på, at familiemedlemmer henter barnet, og herfra skal det vurderes om manden kan komme med dem hjem eller skal sove rusen ud andetsteds.

En ny bestemmelse i færdselsloven har siden 31. marts 2021 givet politiet mulighed for at beslaglægge biler i forbindelse med vanvidsbilisme. Om det skal blive til en konfiskering, det er en afgørelse som retten skal tage stilling til. Derfor er den 40-åriges bil nu i politiets varetægt som bil nummer 200 her fra landsdelen.

Herudover kan manden fra Horsens-egnen se frem til en frakendelse af kørekortet og en fængselsstraf.