Mor til transkønnet har klar holdning til ny bog om kønsforståelse
Det skabte stor debat i kommentarsporet på Facebook, da vi tidligere mandag delte en artikel om børnebogen ”Noah er en pige & Nora er en dreng” - efter et tv-indslag i søndagens 19.30-udsendelse.
Bogen, der er skrevet af forfatteren Stephanie Riis, har fokus på kønsforståelse i en tidlig alder.
En del af kommentarerne går på, at sådan en bog er med til at forvirre børn. Men det er Chalotte Rahbek fra Spjald helt uenig i.
Hun er selv mor til en transkønnet søn, og så er hun desuden talsperson for foreningen West Coast Pride.
- Selvfølgelig skal man informere børn. Har man den mindste mistanke om, at et barn vil gå i det modsatrettede tøj, i forhold til det man er født som, så skal man helt klart tage det seriøst, slår hun fast.
- Jeg ville ønske, at vi havde været klar over det noget før, tilføjer Chalotte Rahbek.
Hendes søn er i dag 21 år. Hun fortæller, at han kom frem med det, da han gik i ottende klasse.
- Han havde det rigtigt svært i folkeskolen, efter han var kommet ud med det, siger Chalotte Rahbek.
Dengang var der ikke lige en bog som ”Noah er en pige & Nora er en dreng”.
- Så var der da ét sted, hvor man kunne finde nogle oplysninger.
Et nødvendigt fokus
Chalotte Rahbek synes, at bogen er med til at sætte et nødvendigt fokus på kønsforståelse for børn.
- Hvis børn er i tvivl om deres køn, vil sådan en bog enten bekræfte eller afkræfte, hvad de er. Jo før, de kan læse sådan noget information, jo bedre er det. Ellers kan man gå i flere år og tænke: Hvad er det lige, jeg er.
- Alle børn skal have lov til at være lige nøjagtigt den person, de er, understreger Chalotte Rahbek.
Se indslaget fra TV MIDTVEST mandag aften: