Ny eventyrsti skal lokke børnefamilier ud i naturen

Søndag blev den første af i alt tre natur-eventyrruter indviet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

0:44
Familier kan få sig en ekstra oplevelse i Snogdal Plantage ved Spjald. Imens børn og voksne går tur, er de med i eventyret Sara og Den Forsvundne Bjørn, når de har app'en Natureventyr ved hånden.

Fremover bliver det muligvis lidt nemmere at lokke børnene med ud på en gåtur i Snogdal Plantage, der ligger ved Spjald.

Når børn og voksne bevæger sig ud i området, kan de nemlig nu få en historie med på vejen ved hjælp af appen Natureventyr.

Det er Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Kultur, Natur og Fritid, der søndag har lanceret det første af tre nye eventyrstier i kommunen.

- Her kan man komme ud på en børnevenlig rute, som er cirka 1-1,5 kilometer lang, som tager cirka tre kvarter at gå. Man er simpelthen med i et eventyr, fortæller Julie Marie Søby, der er biolog i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Julie Marie Søby er naturmedarbejder ved Ringkøbing-Skjern Kommune.
Julie Marie Søby er naturmedarbejder ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

I Snogdal Plantage er det eventyret Sara og Den Forsvundne Bjørn, man er med i, når man går turen med app'en i hånden.

- Så her hjælper man pigen Sara med at finde sin bamse Bjørn, som er forsvundet ude i skoven, forklarer biologen.

Målgruppen for natureventyret er børn i alderen 4-9 år sammen med deres familier. Julie Marie Søby foreslår, at forældrene inden skovturen downloader den gratis app Natureventyr.

Kan sætte området på landkortet

Eventyrruten er en mulighed for at give børnefamilier en konkret aktivitet at samles om, når de vil ud i naturen, mener Julie Marie Søby. 

Og så kan ruten være med til at sætte et naturområde som Snogdal Plantage på landkortet.

- Især for børnefamilier, hvor det måske kan være lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig er, man skal. Man kan jo altid gå en tur i skoven og spise sin madpakke, men hvad er det ellers, man lige skal lave, når man er afsted, siger hun.

Eventyrsti
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Med eventyrstierne har børnefamilierne et større incitament til at komme ud og opleve de naturområder, som ellers kan være lidt oversete.

- Jeg synes, det er så spændende, og jeg synes bare, vi har fået skabt et magisk eventyr. Jeg glæder mig bare så meget over, at børn og deres familier kan være med til at få nogle rigtig gode oplevelser ude i naturen. Det er jo det, vi rigtig gerne vil i Naturens Rige, siger Julie Marie Søby med henvisning til kommunens slogan.

Udover eventyrstien er der denne søndag også blevet indviet en ny riderute i Snogdal Plantage.