Personalemangel lukker akutklinik og lægevagt i en måned
I Ringkøbing kan borgere fra i dag og en lille måned frem ikke længere blive behandlet på den lokale akutklinik.
Fra i dag klokken 17:00 kan man ikke længere blive tilset eller få behandling på akutklinikken i Ringkøbing.
Akutklinikken lukker midlertidigt frem til den 15. januar 2022, fordi sygeplejerskerne skal hjælpe med at få pressede vagtplaner til at gå op i Hospitalsenheden Vest. Det er COVID-19 og personalemangel, der får regionen til at lukke klinikken.
- Her og nu er der betydeligt pres på Hospitalsenheden Vest. Derfor er vi nødt til at bede sygeplejerskerne fra akutklinikken i Ringkøbing om at tage vagter, hvor de i stedet f.eks. arbejder med pleje og observation af alvorligt syge patienter, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
Akutklinikkens personale samarbejder normalt med lægevagten, og derfor lukker den også for fysisk fremmøde i samme periode. Det vil dog stadig være muligt at få hjælp over telefonen eller ved hjemmebesøg.
- Der er desværre ingen tvivl om, at den midlertidige lukning af Akutklinikken i Ringkøbing kommer til at betyde, at der er borgere, som midlertidigt får længere vej til behandling i Herning eller Hostebro. Det er ikke det sædvanlige serviceniveau, og det beklager vi, men situationen med mange akutte patienter, corona og personalemangel betyder, at vi er nødt til at flytte rundt på knappe personaleressourcer. Det er et vilkår, som vi desværre er nødt til at indrette os efter, siger regionsrådsformanden i en pressemeddelelse.
Det er i første omgang kun akutklinikken i Ringkøbing, der lukker midlertidigt. Resten af regionens akutmodtagelser og akutklinikker holder åbent som normalt.