Politi og ammunitionsfolk tilkaldt - mand anholdt for at fremstille fyrværkeri
Politiet, hjemmeværn og ammunitionsfolk rykkede torsdag aften ud til en adresse i Hoven. En mand er nu løsladt.
Torsdag aften blev Vejlevej mellem Grindsted og Skjern spærret i flere timer, fordi Midt- og Vestjyllands Politi var i gang med en stor politiaktion.
Nu står det klart, hvorfor.
- Der indløb en anmeldelse med mistanke om krudt på adressen. Så går der en masse ting i gang, lyder det fra Poul Fink, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Torsdag aften omkring klokken 21 rykkede politiet derfor talstærkt ud og spærrede hovedvejen.
Billeder viser blandt andet, at Ammunitionsrydningstjenesten har været til stede på adressen.
De bliver kaldt ud fra kasernen i Skive og står for ammunitions-, bombe- og minerydning, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
På adressen har man blandt andet gjort fund af svol, kul, kaliumnitrat og andre ingredienser, der kan bruges til fremstilling af krudt til fyrværkeri. Der er tale om få hundrede gram, oplyser politiet.
- Der er ikke noget at være bange for, understreger Poul Fink.
Politiet ville tidligt fredag morgen ikke oplyse, hvorfor de efterforskede på stedet, eller hvorfor ammunitionsfolk har været til stede, men aktionen skulle ikke skabe utryghed.
- Folk skal ikke være bekymrede for det, der foregår derude, understregede Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning.
Ifølge Poul Fink er det normal praksis, at ammunitionsryddere rykker ud ved mistanke om sprængstoffer.
- Nogle gange futter det hele af. Derfor tager vi det alvorligt, siger Poul Fink.
Løsladt igen
I forbindelse med sagen har politiet foretaget en anholdelse af en mand.
Han er nu løsladt igen og står til en bøde.
Politiet ønsker ikke at oplyse mandens alder. Det er uvist om manden bor på adressen, men han fortryder ifølge politiet al den opmærksomhed, han har tilkaldt sig.
Politiet anser nu sagen for tæt på afsluttet.
- Det har måske været en storm i et glas vand, men vi er nødt til at tage det alvorligt, siger Poul Fink.
De sidste politifolk har forladt adressen omkring middagstid.