Skjern-direktør inden DM-semifinale: - Vi er sultne

I Skjern er de helt klar til eftermiddagens kamp mod Aalborg Håndbold. Med en sejr kan de tvinge den samlede kamp om en plads i DM-finalen ud i et tredje opgør.

Direktør Carsten Thygesen har svært ved at forestille sig en bedre kamp end den, der venter.
Direktør Carsten Thygesen har svært ved at forestille sig en bedre kamp end den, der venter.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

En propfyldt Skjern Bank Arena er ved at være klar til, at det grønne hjemmebanehold byder Aalborg Håndbold op til dans i den anden DM-semifinale med kampstart klokken 16.00.

- Jeg glæder mig helt vildt, lyder det fra Skjern-direktør Carsten Thygesen, der kalder modstanderholdet fra Aalborg for "ét af Europas bedste hold".

- Det er svært at finde en kamp, man kan glæde sig mere til.

Også hos flere af Skjerns profiler er der store forventninger til opgøret, der venter.

- Det bliver en stor kamp. Vi kommer til at gå all-in, lyder det fra Christoffer Bonde.

- Det bliver intenst. Stort drama og en masse i hallen, siger Emil Bergholt.

Med ryggen mod muren

På papiret kan det blive en svær opgave.

Skjern tabte den første semifinale med 29-26 i torsdags i Aalborg og skal således bruge en sejr i dag for at tvinge det samlede opgør om en plads i en DM-finale ud i en tredje og afgørende kamp.

Og opskriften er klar hos de grønne.

- Lidt af det samme som i første kamp og være lidt skarpere angrebsmæssigt, så tror jeg nok, at det skal gå, siger Emil Bergholt.

- Jeg tror, at hjemmebanen gør det. De små ting på hjemmebane kan betyde dét ekstra, siger direktør Carsten Thygesen.

Søndagens kamp bliver således sjette hjemmebanekamp i træk med over 3000 tilskuere på lægterne. 

0:58
Christoffer Bonde og Emil Bergholt sætter ord på dagens opgør mod Aalborg Håndbold.

En sæson med udfordringer

Sæsonen for de grønne har ikke været uden bump på vejen. I oktober fyrede man træner Henrik Kronborg efter 4,5 år i klubben.

- Den her modgang har haft en effekt. Jeg fornemmer, at folk siger, at hvis vi i Skjern fortsat skal være med i toppen af dansk håndbold, så skal alle bidrage, siger direktøren.

Han forventer altså over 3000 optagede sæder i eftermiddag. Og faktisk kommer sæsonens gæst nummer 60.000 igennem døren til dagens kamp. Det er til sammenligning flere end der bor i kommunen.

Og de mange tilskuere har haft positiv effekt på spillet på banen, vurderer direktøren, der glæder sig over at være nået til semifinalerne.

- Jeg er utrolig lettet og stolt over, at vi er blandt de sidste fire. Undervejs har det ikke set ud til, at vi skulle kæmpe med om medaljer, så det er fantastisk.

Og selvom klubben allerede glæder sig over at være endt i top fire, så er de fortsat sultne.

- Målet er, at vi skal ud i en tredje kamp. Målet er at vinde medaljer. Vi er ikke tilfredse, før der er noget om halsen.

Kampen starter klokken 16 og kan ses på TV2. TV MIDTVEST følger resultatet.