Skole rydder skemaet og sætter samtykke på dagsordenen: - Det handler om at få skabt en dialog

I år skal 'Uge Sex' handle lidt mindre om kondomer og klamydia og mere om samtykke, og på Videbæk Skole rydder de skemaet for at sætte fokus på emnet.

2:10
Sundhedsplejerske og leder af Kondomeriet i Holstebro, Lone Kjær Hein, mener, at der er mange, der kan få meget ud af årets tema i seksualundervisningen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Tradition tro skal der sex på skoleskemaet i årets sjette uge. Og der skal stadig undervises i de traditionelle emner såsom kønssygdomme, menstruation og blufærdighed.

Men der er også kommet et nyt og vigtigt ord på skoleskemaet, og det er samtykke. Og det er godt at vide, hvordan man siger klart ja og nej, mener eleverne i 7.C på Videbæk Skole.

- Det er et fint emne, det er vigtigt. Og det er godt, at de tager sig tid til at forklare flere ting, siger Emilie Lind Jensen på 13 år.

- Man skal give samtykke til mange ting. Det er også at dele billeder og sådan noget, siger klassekammeraten Caroline Wedel Hansen.

Caroline og Emilie synes allerede, at de har lært meget på seksualundervisningens første dag.
Caroline og Emilie synes allerede, at de har lært meget på seksualundervisningens første dag.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Nyt for både lærere og elever

På Videbæk Skole har de sat hele ugen af til at snakke om sex og samtykke.

Elevernes underviser AnneMette Kæseler mener, at der er god grund til at udvide den traditionelle seksualundervisning til også at omfatte diskussioner om samtykke og grænser.

- Det er vigtigt, at vi har fokus på det, for jeg synes, det er svært – hvad er det, det betyder? Det er vigtigt, at man får talt med de unge om det, og at de kan stille nogle spørgsmål, for det er et svært begreb for dem, siger hun.

Men al begyndelse kan være svær, og derfor er der ikke andet for end at prøve sig frem med et uvant undervisningsemne, mener skolelæreren.

- Man kan klæde sig på så godt, som det er muligt, og så vil der også komme noget undervejs, som man kan have svært ved at svare på, og så må man bare gøre sit bedste. For jeg synes også, det er svært, siger AnneMette Kæseler.

For AnneMette Kaeseler er det både væsentligt, men også udfordrende at undervise eleverne om samtykke.
For AnneMette Kaeseler er det både væsentligt, men også udfordrende at undervise eleverne om samtykke.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Vigtigt at snakke sammen

Det er Sex og Samfund, der har valgt årets tema i deres undervisningsmateriale til skolerne på baggrund af den samtykkelovgivning, der blev vedtaget sidste år.

- Det er et spørgsmål om grænser og om at vise, hvad man selv har lyst til. Der er rigtig mange, der har gået rundt med oplevelser, som har givet dem ondt i maven og ar på sjælen, hvor de ikke har været klar over, at det var over deres grænse, Pernille Egebæk, som er projektleder i Sex og Samfund.

Ifølge Lone Kjær Hein, som er sundhedsplejerske og leder af Kondomeriet i Holstebro, er det ikke et sekund for tidligt, at samtykke kommer på dagsordenen i skolerne.

Hun har arbejdet med seksuel sundhed i 15 år og er vant til at undervise unge mennesker.

- Når vi underviser unge om samtykke, så snakker vi om, hvordan det kan se ud. Hvis man for eksempel er kærester, kan det være, at man aftaler nogle signaler, som betyder det ene og det andet. Men det har man jo ikke, når man skal være sammen for første gang.

- Det handler om, at vi får skabt en dialog, hvor de selv kommer med forslag til, hvordan det kan se ud. Og jo mere de får snakket med hinanden om det, desto nemmere tror jeg, det er, siger Lone Kjær Hein.

Håber på mere åbenhed

AnneMette Kæseler mener ikke, at diskussionerne om samtykke behøver at holde sig til klasseværelserne. Skolelæreren håber, at samtalen kan fortsætte rundt om spisebordet.

- Jeg håber, at forældrene påtager sig ansvaret for at få talt videre, når de kommer hjem, siger hun.

Pigerne i 7.C håber på, at deres klassekammerater af modsatte køn også får noget ud af undervisningen.

- At de også forstår, at det er vigtigt og kan tage det lidt mere seriøst, siger Emilie Lind Jensen.

Sex og Samfunds Uge Sex-undervisningsforløb har eksisteret siden 2008.