Rockerlov baner vej for lukning af Satudarah-klubhus
Med rockerloven i hånden forbyder politiet nu adgang til Satudarah- og Bandidosklubhuse i fire jyske byer.
Politiet har fredag forbudt adgang til fire rockerklubhuse tilhørende grupperne Satudarah og Bandidos i Horsens, Aalborg, Randers og Viborg.
Dermed følger politiet i det vestlige Danmark i hælene på kollegerne i øst, som for en uge siden valgte at lukke 11 klubhuse rundt om på Sjælland og Lolland-Falster.
Det er den såkaldte rockerlov fra 1996, som giver politiet ret til at forbyde ophold i bestemte ejendomme. En overtrædelse kan straffes med fængsel. Strafferammen er to år.
Blandt de fire klubhuse, som er blevet lukket fredag, er rockergruppen Satudarahs klubhus på Gl. Århusvej i Viborg.
Derudover er det bandidosklubhusene på Thomas Olesen Løkkensvej i Aalborg, Vejlevej i Horsens og Havrevej i Randers.
/ritzau/