I Danmark fik de nej - men spansk læge tror på, at otteårige Theo får synet igen
I Spanien tror en klinik på, at de kan give en otteårig dreng synet igen.
Otteårige Theo Vestergaard Andersen skal i den næste måned en tur i et spansk trykkammer en time om dagen - i håbet om, at behandlingen kan give ham synet igen.
TV MIDTVEST har tidligere fortalt om otteårige Theo og hans mor Malene Vestergaard Andersen fra Spjald, der er rejst til den spanske solkyst for at få trykkammerbehandling.
De danske læger har sagt, at Theo ikke forventes nogensinde at få sit syn tilbage, efter han sidste år mistet det - og det har heller ikke været muligt for lægerne at komme med en præcis forklaring på, hvorfor synet forsvandt.
I Spanien tror de dog på, at trykkammerbehandling kan forbedre Theos syn.
- Vi har haft en anden dreng, der havde et lignende problem som Theo. Efter cirka 20 behandlinger begyndte han at få noget af synet tilbage, og nu kan se 40 procent, fortæller ejeren af Centro Hiperbarico Estepona, Sady Alexandra Licintuña.
Hun bliver bakket om af Rafael Sanchez González, der er den læge, der er tilknyttet klinikken.
- Theos syn er meget dårligt, men vi håber at se en forbedring efter behandlingerne, siger han.
Mange danske patienter
Sady Alexandra Licintuña fortæller, at den første danske familie kom forbi for klinikken for syv år siden.
Siden er der kommet flere og flere danske familie til.
- Forbedringerne med den første pige var rigtig gode, og det har givet os mange flere danskere, fordi de anbefalede os, siger Sady Alexandra Licintuña.
Ifølge Sady Alexandra Licintuña er det især familier med hjerneskadede børn, der kommer ned for at få trykkammerbehandling med gode resultater til følge.
I Danmark er der et trykkammer på Rigshospitalet, hvor man lige nu undersøger muligheden for også at bruge det til behandling af hjerneskadede personer - men i Spanien har de gjort det i mange år.
TV MIDTVEST har desuden snakket med to andre danske familie, der har synshandicappede børn, der har fået trykkammerbehandling på samme klinik i Spanien. I begge tilfælde er synet vendt tilbage hos børnene.
Da årsagen til Theos synshandicap er ukendt, er det fortsat usikkert, om han vil have samme gavn af behandlingerne.