BSH sled, men gik glip af point i tæt opgør
Bjerringbro-Silkeborg sled sig tilbage efter en sløj start, men måtte alligevel rejse fra Sydfyn uden point.
GOG fortsætter uden pointtab i herrernes håndboldliga, men topholdet måtte som ventet slide hårdt for sejren i storkampen mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH).
Sydfynboerne vandt med 31-30 efter en tæt afslutning, hvor de midtjyske gæster ellers havde kæmpet sig tilbage fra en dårlig første halvleg.
Det lignede nemlig en forholdsvis ubesværet hjemmesejr, da Mathias Gidsel fire minutter efter pausen bragte GOG foran med seks mål.
Men på trods af trænerskifte og stor udskiftning i spillertruppen er der stadig masser af substans i BSH-mandskabet.
Midtjyderne begyndte at æde sig tilbage mål for mål. Ni minutter senere var 20-14 forvandlet til 22-22, og da så BSH faktisk ud til at have mest i posen til slutfasen.
GOG-træner Nicolej Krickau fik dog samlet sine tropper til en sidste kraftanstrengelse i en timeout seks minutter før tid.
Simon Pytlick og Mathias Gidsel bragte hjemmeholdet foran 28-26, og kampen blev reelt afgjort, da Gidsel med lidt over et minut igen kunne sende bolden i et tomt og forladt BSH-mål til 30-27-føring.
Det var landsholdsstjernens ottende og sidste scoring i kampen.
Mens de to medaljekandidater rev og flåede i hinanden på Sydfyn, havde Aalborgs danmarksmestre ingen problemer med at tage to point, da de var på besøg i Nordsjælland.
Her vandt nordjyderne 33-26 over de pointløse oprykkere.
GOG og Skjern topper rækken med seks point efter tre kampe. Aalborg følger efter med to point færre.