Butiksejer delte overvågningsbilleder: Politi er på spor af tyveknægte
Overvågningsbilleder har bragt politiet på spor af to tyve, der fredag stjal jakker i en butik i Silkeborg.
Inden længe klapper fælden formentlig for to unge tyve, der fredag slap afsted med varer for 6000 kroner fra butikken Laura Thomsen Luxury i Silkeborg.
Lokalpolitiet er nemlig klar over, hvem de to drenge er.
- Vi ved, hvem de to knægte er. Det har vi kunne finde ud af fra de henvendelser, vi har fået fra folk. Det arbejder vi videre med i dag, lyder det.
Billeder af tyve delt på Facebook
Efter tyveriet delte indehaveren af butikken overvågningsbilleder af de to langfingrede tyveknægte på Facebook - selvom det strid mod persondataloven.
- Det her handler om principper. Min kone og jeg driver forretning og står op hver dag for at tjene til føden, og jeg finder mig ikke i, at der går mennesker ind i vores butik og tager vores ejendele, sagde Henrik Thomsen til TV MIDTVEST lørdag.
Dermed er det sandsynligvis både indehaveren og de to tyveknægte, der kan forvente en sigtelse fra politiet i dag.
- Vi skal snakke med ham om selve sagen og omkring videoen på Facebook. Men det havde han nok også forventet, lyder det fra lokalpolitiet.
Det er ikke første gang, at Henrik Thomsen reagerer på tyveri i sin butik ved at dele overvågningsvideoer på Facebook. Han er tidligere blevet straffet for at gøre det - alligevel fortsætter han.
- Jeg er en konsekvent mand. Jeg har meldt klart ud, at hvis man stjæler fra vores butik, så bliver man offentliggjort som en tyveknægt på Facebook. Jeg mener, at det har en præventiv effekt, at folk ved det, lød det fra indehaveren.
Butikken i Silkeborg har nu ifølge Henrik Thomsen været udsat for tyveri tre gange de seneste to år. Tidligere er der blevet stjålet en jakke til 6000 kroner og 26 jakker fra Moncler til en værdi af 265.000 kroner.