Ibi-Pippi er lettet efter ankesag i landsretten

Ibi-Pippi skal et halvt år mindre i fængsel end det som byretten havde fastslået.

2:12
Ibi-Pippi fortryder ikke hærværket på maleriet, fordi hun mener, at det var et vigtigt værk at lave.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det var en lettet provokunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard fra Kjellerup, der tirsdag eftermiddag forlod Vestre Landsret i Viborg efter være blevet idømt ét års ubetinget fængsel for hærværk på et Asger Jorn-maleri.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg skal i fængsel, men vi har fået skåret en tredjedel af dommen af, og det er jeg meget glad og tilfreds med, fortæller hun. 

Hærværket foregik på Asger Jorn kunstmuseet i Silkeborg tilbage i April 2022, hvor hun begik groft hærværk mod værket "Den foruroligende Ælling", som blev beskadiget med kontaktlim og sprittusch. Begivenheden valgte hun at livestreame, og det indgår som et skærpende element i dommen.

Tidligere fastslog byretten, at straffen for hærværket skulle være halvandet års ubetinget fængsel. Derefter ankede hovedpersonen sagen til Landsretten.

På billedet kan man se, at kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard har skrevet med tusch på maleriet.
På billedet kan man se, at kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard har skrevet med tusch på maleriet.
Foto: Museum Jorn

Fortryder ikke hærværk

Ibi-Pippi fortryder ikke hærværket, fordi hun mener, at det var et vigtigt værk at lave. 

- Men jeg er ekstremt ked af de massive omkostninger, det kommer til at få for mine børn og på den baggrund fortryder jeg - men jeg fortryder ikke, at jeg lavede værket, fortæller hun.

Derudover fortæller Ibi- Pippi, at hun er ked af, at værket har lidt overlast, da hun er kunstelsker. 

- Et år er stadig lang tid, men det er spillets regler, så jeg er glad for, at jeg får det halve år mindre, fastslår hun.

Men det er dog ikke helt uden omkostninger. 

- Det har massive omkostninger for min familie, det er der ingen tvivl om. I forhold til mine børn, gør det ondt og det fylder i dag, forklarer Ibi Pippi og tilføjer:

- Jeg er ked af, at sætte dem i den situation, for der svigter jeg mit ansvar som forældre. Det tynger mig, og det er jeg selvfølgelig ked af. 

Fremtiden

Det er fair og lige efter bogen, at der foreligger en straf, når man udøver hærværk. Det mener Ibi-Pippi selv.

- Det er en hård straf, men der skal også være en form for straf, da man som kunstner ikke er hævet over loven.

Efter dommen i dag ser Ibi-Pippi nu frem til at blive indkaldt til at afsone dommen i et kvindefængsel.

- Det vil gøre, at jeg vil have det bedre med mig selv, så derfor håber jeg på det.

I 2015 fik hun foretaget et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde og derfor ser hun ingen anden mulighed end at, afsoningen skal ske sammen med andre kvinder.

 Udover fængselsdommen er hun dømt til at betale en erstatning på cirka 1,9 millioner kroner.