Ibi-Pippi står til halvandet års fængsel – i dag skal hun kæmpe for at gå fri

Kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard fra Kjellerup skal tirsdag møde i Vestre Landsret i Viborg, hvor hun har anket dommen på halvandets års ubetinget fængsel efter hærværk.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard er bange for at skulle undvære sin familie i halvandet år.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard er bange for at skulle undvære sin familie i halvandet år.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det er en vigtig dag for kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard. I dag skal hun kæmpe for at undgå at komme halvandet år bag tremmer.

- Det er klart, at jeg ikke har lyst til at komme i fængsel i halvandet år. Jeg har børn og familie. Jeg er håbefuld, men jeg tør ikke at tro på noget som helst, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard.

Dommen fik kunstneren fra Kjellerup i byretten i marts, efter hun sidste år udøvede hærværk på et af Asger Jorns kunstværker ’Den Foruroligende Ælling’ på Museum Jorn i Silkeborg. Nu har hun anket strafudmålingen til landsretten.

Midt i åbningstiden klistrede hun et billede af sig selv i et klækket æg oven på Jorns værk og tilføjede sin egen signatur med tusch.

Det har aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt hun har udøvet hærværk eller ej. Det er blot straffen på halvandet års fængsel, som Ibi-Pippi Orup Hedegaard ikke er enig i.

- Det skulle jeg have taget med i overvejelserne, men der var ingen, der i deres vildeste fantasi havde regnet med, at det her kunne ende i ubetinget fængsel, siger hun og fortsætter:

- Jeg har aldrig tidligere været straffet og aldrig modtaget en bøde. Derfor synes jeg, det er en hård dom.

Det var det her Asger Jorn værk, det gik ud over, da Ibi Pippi Orup Hedegaard skrev sit navn og påklistrerede et billede af sig selv. Her er billedet fjernet, men navnet ses stadig tydeligt.
Det var det her Asger Jorn værk, det gik ud over, da Ibi Pippi Orup Hedegaard skrev sit navn og påklistrerede et billede af sig selv. Her er billedet fjernet, men navnet ses stadig tydeligt.
Foto: Museum Jorn

1,9 millioner kroner plus det løse

Udover straffen på halvandet års ubetinget fængsel, blev kunstneren også idømt en erstatning på 1,9 millioner kroner. Erstatningen accepterede hun – modsat fængselsdommen – med det samme. Oven i erstatningen kommer så en regning på sagsomkostninger, som løber op i flere hundrede tusind kroner.

- Jeg håber og tror på, at jeg kan få betalt erstatningen over årene, men lige nu er fokus på at undgå fængselsdom, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard.

Siden dommen har hun fået solgt en række værker, som har indbragt lidt af beløbet. I juli solgte hun blandet andet værket ’You are welcome to use the exit door’ til en tysk samler for 68.000 kroner. Værket bestod af tidligere overlæge Svend Lings selvmordsmanual, hvor provo-kunstneren havde signeret samtlige 25 A4-ark med Nikes slogan ’Just do it’.

- Jeg skal fortsætte med at lave værker og sælge dem. De er jo steget voldsomt siden alt det her. Det går fremad, og jeg håber, interessen bliver ved. Og det gør det også noget lettere at skrabe penge sammen, hvis jeg ikke skal i fængsel.

Fængsel eller ej. Det finder Ibi-Pippi Orup Hedegaard ud af tirsdag eftermiddag. Ender det med, at hun skal ind og sidde, er hun klar i mælet.

- Havde jeg vidst, at det kunne ende med ubetinget fængsel, havde jeg ikke gjort det. Men jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det, for jeg synes, at værket er vigtigt.

Hvis dommen stadig lyder på ubetinget fængsel, bliver næste skridt for kunstneren at kæmpe for at komme i kvindefængsel. Ibi-Pippi Orup Hedegaard skiftede juridisk køn tilbage i 2015. Hun har dog ikke foretaget noget fysisk kønsskifte. Dilemmaet omkring afsoningen kan du læse mere om her.