22 fejl i teoriprøven: - Jeg tager bilen lige om lidt
Det lyder helt kriminelt at køre bil efter en fejlet teoriprøve, men for Alvin Lau er det faktisk et tegn på forbedring.
⁒
Hånden kører videre.
⁒
Der er 22 af dem den tirsdag. Det er fejl i dagens teoriprøve. Der må egentlig kun være fem.
- Det er helt galt. Men jeg havde glemt, jeg skulle skrive på alle fire rækker, griner Alvin Lau på 74 år fra Ikast og fortsætter:
- Men jeg tager altså bilen hjem om lidt alligevel.
Der er flere fejlede prøver rundt om Alvin Lau. Men der er jo også kommet en masse nye skilte, forlyder det i lokalet.
Her sidder han sammen med 15 andre pensionister i et teorilokale i Hammerum ved Herning. De har meldt sig til Ældre Sagens bilistkursus, der koster 1000 kroner for at få teoritimer, kørsel på køreteknisk anlæg og en traditionel køretime.
Hvad laver sådan et par herrer som jer her? Er I ikke gode til at køre bil?
- Jo da! Det er vi da. Der er slet ikke nogen grund til det. Næsten. Vi skal bare lige have genopfrisket vores teori, for ellers er vi gode nok til at køre bil, lyder det fra Hans Pilgaard og Alvin Lau på næstforreste række.
Se, om du kan bestå en teoriprøve ved at klikke herunder. 👇
Og det skal vise sig, om de rent faktisk er det. TV MIDTVEST været med på bilistkurset i både teorilokalet, på køreteknisk anlæg og til køretime.
Søndagsbilister på glatbane
Der er sket meget, siden de 16 pensionister fik kørekort. Godt nok har de årtiers erfaring, men i Hammerum er de fleste nybegyndere.
- Jeg har aldrig nogensinde været på glatbane før, men jeg ved godt, der er noget med bremselængderne, fortæller Alvin Lau.
Han er nu også en ganske rutineret bilist. Han har i hvert fald haft kørekort siden 1968. Og så har han aldrig nogensinde fået en fartbøde. Han kalder sig stolt for en søndagsbilist. Men det viser sig også på det køretekniske anlæg at være lidt af en udfordring. Han holder som nummer to i køen i sin elskede Volvo V50 fra 2007.
Forrest i rækken på køreteknisk anlæg holder en sølvgrå Hyundai og Birgit Westergaard. Hun er 84 år og har haft kørekort i 60 af dem.
- Jeg har aldrig prøvet sådan noget her. Dengang jeg tog kørekort, fandtes det ikke. Der var heller ingen motorvej. Tror jeg nok. Jeg kørte i hvert fald ikke på det, fortæller hun.
Bliver man aldrig for gammel til at køre bil?
- Nej. jeg tror ikke, det har noget med alderen at gøre. Men man skal være rimelig frisk i hovedet. Og det er der, jeg tænker, at så længe jeg selv kan tænke, så er det fint. Men den dag jeg ikke selv kan tænke, så håber jeg, at nogen vil sige til mig, at jeg skal stoppe med at køre, fortæller Birgit Westergaard og fortsætter:
Det bliver man nødt til at være bevidst om, når man har den alder, jeg har.
Birgit Westergaard og de andre pensionister fik da også noget ud af den køretekniske anlæg. I et par kegler blev i hvert fald pløjet over. Det var lidt af en oplevelse. Du kan selv få et indtryk af pensionisternes træning i videoen her:
Bilistkurset i Hammerum er det allerførste hold fra Ældre Sagens afdeling i Herning og Ikast-Brande i årevis. Der har været pause siden covid-19s udbrud i 2019.
Og man kunne godt tro, at sådan et kursus er unødvendigt, hvis man kigger i ulykkesstatistikkerne. Tal fra Vejdirektoratet viser nemlig, at lige netop pensionister over 75 år er den aldersgruppe i landet, der har absolut færrest ulykker på vejene. Men det betyder altså ikke, at de ikke har brug for at få genopfrisket kørekortet:
- Det har allesammen godt af at komme sådan et sted som her. Jeg kan bare ikke forstå, der ikke er 100 i kø ude foran, fortæller kørelærer Knud Andersen.
Forklaringen på de færre ulykker er ifølge Knud Andersen at den ældre generation er bedre til at køre efter forholdene:
- De er bare forsigtige. Men det er alderen, der gør det. De tager ingen chancer. Men det gør så også, at de kommer i klemme, når der så sker noget derude, fortæller Knud Andersen.
⁒
Og så er der jo Alvin Lau med de 22 fejl i teoriprøven. Han mener, det var en forglemmelse, at han skulle svare på alle spørgsmål. Forrige teoritime fik han da også kun otte fejl. En dag bliver det nok også under fem.
Men en ting er i hvert fald sikkert. Han og de andre er der for at lære. Og de kunne godt forestille sig, at de kommer igen næste gang.
- Det har været fantastisk at prøve det. Jeg troede inden, jeg kunne alt. Og det kan jeg stadig også, siger Alvin Lau og afslutter:
- Men jeg blev alligevel overrasket over, hvad jeg ikke kan.