Da Majbritts far fik Parkinson, måtte familien tage en svær snak

Det kan være svært at vurdere, hvornår man skal gribe ind, hvis man fornemmer at et familiemedlem får sværere ved at køre bil. 

Efter at Majbritt Rohde Fruergaards far havde fået Parkinson, var hun begyndt at tænke over, at han ikke var lige så sikker i trafikken, som han havde været tidligere. 

Hun oplevede, at han pludselig kunne være helt udkørt, når han havde kørt i gennem myldretrafikken. Det plejede han ikke at være.  

Hun husker en oplevelse, hvor de kørte sammen, og det slog hende, at det kunne ende galt.  

- Vi kørte ude på Herningvej, og jeg tænkte, hvis nu han pludselig ikke kan flytte sin fod fra speederen til bremsen, så kan det blive virkelig slemt, siger hun.   

Et hårdt slag 

Majbritt snakkede med sin mor og søskende om bekymringerne. Det endte med at være hendes mor, der tog snakken med faren om, at han ikke skulle køre bil længere. 

Han kunne godt selv se, at det ikke duede, og han accepterede, at det fremover ville være hans kone, der sad bag rettet. 

Men det var et alligevel et hårdt slag. Det havde altid været ham, der kørte bil, når familien skulle noget, og det var en del af hans identiet at sidde bag rattet. Men han endte med at være glad for, at det endte på den måde. 

- Han mistede aldrig kørekortet. Det blev bare lagt til side, og så var det min mor, der kørte, og det havde han det egentlig godt med, siger hun. 

Hvis man ender i en situation, hvor man har et familiemedlem, der ikke længere kan køre, mener Majbritt, at det er virkelig vigtigt, at man sørger for at stå sammen og hjælpe med de ting, der bliver svært. Især hvis man bor i landdistrikt, hvor det kan være besværligt at komme rundt uden at køre bil. 

- Som familie har vi et fælles ansvar for, at når vi siger til vores forældre, at de ikke skal køre bil længere, så finder vi sammen nogle løsninger på, hvad alternativet er, så man ikke bliver fanget derhjemme, siger hun.

En ting undrer 

Majbritt og hendes familie undrede sig over, at der ikke på noget tidspunkt, var nogen i sundhedssystemet, der stillede spørgsmålstegn ved, om hendes far skulle blive ved med at køre bil, efter at han var blevet syg. 

- Vi undrede os over, at når nu han havde en Parkinsons-diagnose, at der så ikke var nogen lægeinstans, der sagde, at din reaktionsevne er nedsat, når du har Parkinson, så du skal ikke køre bil mere, siger hun.  

Som Majbritt ser det, har man et ansvar for at ind, hvis nogen tæt på en er ved at miste evnen til at føre bil. 

- Hvis man oplever nogen, der ikke kan køre, så har man da pligt til at blande sig, inden ulykken sker, siger hun.