Indbrudsbølge fortsætter: Hjemløs tyv sover, spiser og stjæler fra sommerhuse

En formodet hjemløs bryder ind i sommerhuse for at sove og spise. Politiet regner med, tyven er hjemløs.

2:25
En noget særpræget indbrudbølge har ramt sommerhusområde nordøst for Silkeborg. Bo Larsen og Yrsa Nielsen har begge sommerhus i områderne. Se, hvad de sagde til indbruddene, da TV MIDTVEST besøgte dem tidligere på måneden.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Efterårsferien er højsæson for sommerhusgæster. Og åbenbart også for de gæster, der ikke betaler for ferieopholdet.

For i sommerhusområder ved Truust nær Silkeborg sniger en tyv sig ind for at sove og spise. Det har han eller hun gjort i månedsvis. I weekenden kom der så tre anmeldelser mere.

Politiet håber på, det snart får en ende.

- Vi satser og håber på, at vi får ham, for det er...

Politikommissær John Toft tager en pause og lægger tryk på:

- Pissetræls.

Lokalpolitiet i Silkeborg samarbejder med sommerhusejerne i området om at finde frem til tyven, som ikke hapser de mest almindelige tyvekoster.

Det understreger de tre nye indbrud fra weekenden. I det ene sommerhus er det eneste, der er stjålet, noget mad fra fryseren.

Tøede frossen mad op

Maden er blevet spist på stedet. For tyven har taget en mikrobølgeovn fra køkkenet med ind i soveværelset og har tilberedt noget frossen mad i den.

Tyven har efterladt bestik og service fra én person uden at vaske det op. Mikroovnen stod stadig i soveværelset, og sengen bar præg af, der havde ligget en person i den.

Det er ikke første gang, det sker, at tyven stjæler mad og lader opvasken stå. Men andre gange har tyven også taget andet udstyr, forklarer John Toft.

En forhutlet person

Han tror på, at tyven kan blive fanget. 

For når sommerhusområderne bliver mindre fyldt med turister, bliver det også lettere for ejerne af sommerhusene at opdage, hvis en mistænkelig person, der ikke bor i området, lusker rundt.

- Det er en eller anden forhutlet person. Vi kan bare ikke finde ham.

- Vi ved ikke, om han sover i sommerhusene eller har en hule skoven i sommerhusområdet, siger politikommissær John Toft fra Lokalpolitiet i Silkeborg.

Har stjålet fiskeudstyr

John Toft kan fortælle, at tyven tidligere også har stjålet ting af større værdi end mad. Det drejer sig blandt andet om fiskeudstyr.

Netop fiskeudstyr har tidligere været kendetegnet for en berømt tyv her fra landsdelen. I 2005 blev en mand fra Skive-egnen dømt for 315 tyverier. 

I 2010 kom han bag tremmer igen. Tyvens kendetegn var at stjæle fiskegrej, og derfor fik han tilnavnet "Fisketyven".

Fisketyven fra Skive-egnen kan du se mere om her.

1:51