Pesticider i midt- og vestjydernes drikkevand: Kommune sætter ind

Kommune har gang i stort initiativ overfor pesticider i drikkevandet.

0:21

- Skål! Det smager jo dejlig forfriskende.

Sådan lyder det fra Stafan Priyankan, der netop er kravlet op af en boring, hvor han har tappet en kop helt frisk grundvand. Han er afdelingsleder for drikkevand ved Silkeborg Forsyning.

Men det er ikke alle steder i Silkeborg - eller resten af det midt- og vestjyske -, at ordet ”forfriskende” måske lige er det, man vil sætte på grundvandet. Nye målinger fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland, viser nemlig, at der i 2024 er fundet pesticidrester i 55,7 procent af de 2000 testede drikkevandsboringer. 

I 2023 var det tal 51,8 procent.

I Silkeborg Kommune er der fundet pesticider i 56% af kommunens 93 indberettede boringer, og i fire af boringerne blev der fundet en pesticidmængde over grænseværdien.

- Det er jo meget, og det er selvfølgelig ærgerligt.

Sådan lyder det fra Bo Frølund, der er vandchef ved Silkeborg Forsyning. Men selvom det ikke ligefrem er opløftende tal, er vandchefen ikke bekymret.

- Jeg er mere overvågen, og det synes jeg, vi skal være allesammen og følge godt med i, at vores drikkevand og grundvand er i orden. Vi laver masser af målinger og holder godt øje med det, siger han.

Bo Frølund er glad for samarbejdet med kommunen.
Bo Frølund er glad for samarbejdet med kommunen.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Stort samarbejde for renere vand

Men de holder ikke kun øje med situationen i Silkeborg. Bo Frølund er nemlig formand for det såkaldte grundvandssamarbejde, der lige nu kører mellem kommunen og en række private vandværker.

- Det vil bestemt have en positiv og præventiv effekt. Det er en form for forsikringsordning, siger Bo Frølund.

- Jeg synes også, det er meget værd at bemærke, at vi har fået etableret et samarbejde, hvor de private vandværker er gået sammen om solidarisk at hjælpe hinanden med at få det her realiseret for kommunen.

Kommunen vedtog i december sidste del af samarbejdet, der handler om at udlægge store arealer, hvor landmænd ikke må bruge pesticider fremadrettet. Det beskyttede areal går ud over de boringsnære områder, som kommunen, på ordre fra Christiansborg, er forpligtede til at beskytte, lyder det fra Rune Kristensen (S), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

- Det er jo for at sikre vores grundvand - ikke kun for os, men også for vores børn og børnebørn, og derfor er den her politiske beslutning så umådeligt vigtig, siger han.

Det er cirka 2000 hektar, der svarer til små 3000 fodboldbaner, vandværkerne og kommunen vil holde pesticidfrit.

- Det er jo simpelthen fordi, vi over de sidste 10-20 år har set, at halvdelen af vandboringerne har været nødt til at blive lukket, fordi man har fundet pesticider, siger Rune Kristensen.

KommuneAntal indberettede boringer (1/1/19-31/12/23)Boringer m. fund i altBoringer m. fund(%)Antal boringer med fund OVER grænseværdi (>0,1 µg/l)
Favrskov8632377
Herning5711190
Holstebro478171
Ikast-Brande3710271
Lemvig27140
Morsø5533607
Ringkøbing-Skjern7019270
Silkeborg9352564
Skive6829436
Struer3412352
Thisted5930513
Vesthimmerland9431335
Viborg10139397
I alt8283073743
GEUS og TV 2

Regningen ender hos forbrugeren

I første omgang skal landmændene i de berørte områder kompenseres for, at de ikke længere må sprøjte, og så kan det komme i spil, at vandværkerne kan opkøbe jordområderne for at lave endnu stærkere grundvandsbeskyttelse.

Projektet forventes at komme til at koste cirka 120 millioner kroner over en årrække på 30 til 50 år, spår udvalgsformanden. Og regningen vil i sidste ende også lande hos forbrugerne.

- Vi kommer allesammen til at betale en lille smule ekstra på vandregningen, der gør, at vi har rent vand i vandhanerne. Alternativet ville være, at vi skulle til at købe eller rense vandet, og det ville være endnu dyrere, siger Rune Kristensen.

Han forventer, at prisen for forbrugerne bliver omkring en krone ekstra pr. kubikmeter.

- Det er ikke en regning, der eksploderer på vandregningen næste år – overhovedet ikke, siger han.

Rune Kristensen finder det vigtigt at sikre grundvandet.
Rune Kristensen finder det vigtigt at sikre grundvandet.
Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

Det er både politikerens og vandchefens formodning, at aftalen vil sikre, at drikkevandet for fremtiden holder samme kvalitet som nu - Rune Kristensen vil endda ikke udelukke en forbedring.

Det skal understreges, at der ikke er tale om, at potentielt sundhedsskadelige pesticider flyder over i danskernes drikkevand, da forurenet drikkevand bliver fortyndet med rent vand, før det når ud til forbrugerne, skriver TV 2.

Sådan ser den landsdækkende udvikling ud over årene.
Sådan ser den landsdækkende udvikling ud over årene.
Foto: TV 2