Skader for 1,9 millioner kroner: Provokunster skal i retten for hærværk
Ibi-Pippi Orup Hedegaard erkender, at hun står bag hærværket, men hun fortryder ikke sine handlinger.
45-årige Ibi-Pippi Orup Hedegaard fra Kjellerup skal i retten for det hærværk, hun i foråret begik mod Asger Jorn-maleriet ”Den foruroligende ælling”.
Det bekræfter hun overfor TV MIDTVEST.
- Jeg har erklæret mig skyldig i, at en del af mit værk var hærværk, siger hun.
Onsdag oplyser Midt- og Vestjyllands Politi , at sagen om hærværk på et tidspunkt skal for Retten i Viborg, hvor den ventes at køre som en tilståelsessag.
Ifølge retsmødebegæringen er der sket skader på maleriet ”Den foruroligende ælling” for 1.889.350 kroner, oplyser politiet.
- Jeg var forberedt på et stort erstatningskrav, men jeg har ikke umiddelbart de 1,9 millioner kroner. Men jeg vil gøre det bedste for at betale, understreger hun.
Tegnede med tusch og brugte lim
Skaderne opstod, da Ibi-Pippi Orup Hedegaard med permanent tusch tegnede på Jorn-maleriet. Hun påførte desuden maleriet en stærk kontaktlim.
Provokunstneren delte selv et Facebook-opslag, der beskrev hendes "værk".
Efterfølgende har Ibi-Pippi Orup Hedegaard også erkendt, at hun står bag hærværket.
- Jeg mener, at det var det rigtige værk, jeg lavede. Jeg synes, at det var vigtigt at sætte fokus på ophavsret og retten til at ændre på en anden kunstners værk.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard erkender, at hun har et principielt standpunkt. Alligevel er det dog for tidligt at spå, hvor langt hun kommer til at tage sagen.
- Jeg kan ikke forholde mig til det, før jeg har fået byrettens dom. Vi må se, hvad det det ender med, forklarer hun.
Der er endnu ikke sat en dato for retsmødet.