Sneen faldt for alvor i Silkeborg
Politiet havde forventet en travl aften og nat i forbindelse med lanceringen af årets julebryg fra Tuborg, og den forudsigelse slog ikke fejl.
J-dag er kendt for at være den dag, hvor sneen falder - og det gjorde den specielt i Silkeborg.
Her havde Midt- og Vestjyllands Politi nemlig travlt. Både med mindre forseelser, men også med salg af kokain.
- Vi havde et par gutter, der solgte kokain i nattelivet i Silkeborg. Dem har vi heldigvis fået fat på, men også nogle af deres kunder i løbet af natten.
- Så udover det almindelige travlhed i nattelivet med uorden og folk, der kom op at slås i Silkeborg, så var der den sidegevinst med kokain, hvis man kan snakke om en gevinst, siger Anders Bøje Hansen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
De to mænd, som blev anholdt på Nygade i Silkeborg lidt over midnat var henholdsvis 21 og 17 år gamle. Foruden kokainen, havde de to mænd også hash på sig, som var fordelt i små salgskugler. De to mænd bliver sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
- Vi anholder en 22-årig mand fra Engesvang i samme omgang, da han befinder sig samme sted og har kokain på sig, som han formentlig har købt af de to gutter. Derudover anholdte vi tidligere på aftenen tre andre mænd, da de også var i besiddelse af kokain. Så det blev travlt, ligesom vi forventede, da vi havde masser af bemanding på, fortæller vagtchefen.
Han fortæller videre, at det ikke vides om kokainsalget har haft påvirkning på, at der var særligt meget uro i Silkeborg fredag aften og nat.
Det har dog ikke udelukkende været kokainen, der har fyldt på J-dag. Der har også været slagsmål, folk der ikke ville oplyse, hvem de var og andre småanholdelser i Holstebro, Herning og Viborg.
Her til morgen var der således seks personer at finde i detentionen.
To i Holstebro, to i Herning og to i Viborg. Alle sad der for enten overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller beruselse.