Stak kniv gennem benet på sin nabo: 49-årig ukrainer er varetægtsfængslet
Manden stak en anden ukrainer i benet fredag nat.
En 49-årig ukrainer, som fredag stak en landsmand i benet, er nu blevet varetægtsfængslet.
Fredag aften klokken 23.45 fik politiet en anmeldelse om et knivstik i Kjellerup. En 36-årig ukrainsk mand var blevet stukket gennem benet med en køkkenkniv af en anden ukrainsk mand, som boede i samme boligkompleks i Kjellerup.
Det oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Iben Bøttker.
- Han er sigtet for kvalificeret vold, fordi der er tale om knivstik. Og i det her tilfælde, hvor man stikker en kniv hele vejen igennem et ben, så er der slet ingen tvivl, siger anklageren.
Fængslet for at holde ham i landet
Manden er fængslet i fire uger, og det begrunder anklageren med, at forbrydelsen er grov, og at manden ikke er dansk statsborger.
- Der er en risiko for, at han vil forlade landet - og der er også en risiko for, at han vil påvirke vidner i sagen, siger Iben Bøttker.
Udover den forurettede er der også andre vidner i sagen, oplyser anklageren. Men det er særligt stor risiko for, at den sigtede kunne finde på at opsøge den 36-årige, da de har adresse i samme bygning.
Opereret efter overfald
Den 36-årige mand, som blev offer for angrebet, blev fredag aften kørt til hospitalet, hvor han led blodtab, men var uden for kritisk tilstand.
Iben Bøttker kan søndag oplyse, at manden igen er udskrevet fra hospitalet, men har måttet gå igennem en operation på baggrund af angrebet.
Den 49-årige blev lørdag klokken 13.10 anholdt af politiet. Han har ikke kæret kendelsen, men han nægter sig skyldig.