Stor strømafbrydelse i Silkeborg: 12.000 mennesker uden strøm

Store dele af Silkeborg er uden strøm grundet en fejl på en elstation. 12.000 mennesker er uden strøm.

I Silkeborg er 12.000 mennesker uden strøm grundet tekniske problemer.
I Silkeborg er 12.000 mennesker uden strøm grundet tekniske problemer.
Foto: Google Maps

Opdatering:
Strømmen er omdirigeret, og der er derfor lys i lamperne igen.

 

Silkeborg er i øjeblikket ramt af en større strømafbrydelse, og det betyder, at 12.000 mennesker er uden strøm.

Afbrydelsen er ikke planlagt, men skyldes et teknisk problem hos Netselskabet N1, der leverer strøm i området.

- Vi har en 60 kilovolt station, som er gået ned. Det berører 12.000 kunder i Silkeborg. Vi er ved at få koblet om, så folk kan få strøm derude igen, og vi har sendt en tekniker ud til den pågældende station, siger Laurits Jørgensen, der er driftskoordinator hos netselskabet.

Det er ikke kun husstandene i området, der teknologisk er sendt et par hundrede år tilbage – også trafiklysene er steget af, og derfor opfordrer politiet til, at man kører forsigtigt.

- Flere bilister har ringet omkring lysreguleringen, som ikke virker. Så skal man køre efter forholdene, og hvis ikke der er skilte, så er det højrevigepligt, der gælder, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Hos Netselskabet N1 arbejder flere teknikere på sagen.

- På nuværende tidspunkt har vi ingen tidshorisont, men det vil blive opdateret løbende på vores hjemmeside. Vi arbejder på sagen for at få det hurtigst muligt op at køre igen, vi beklager de gener, det måtte give, siger Laurits Jørgensen til TV MIDTVEST.

Selvom selskabet endnu ikke kender tidsrammen for en løsning, så anslår de dog, at det vil blive løst inden for et par timer.

Ifølge lovgivningen må husstande ikke være uden strøm i mere end et døgn.