Arrangør er i svime over band-løfte til Jonas Vingegaard
Glyngøre holder ikke fest for Jonas Vingegaard i år, men der er allerede tegninger til en stor dag næste år, hvis han kommer tilbage på førstepladsen.
Arrangørerne havde ellers det hele parat, så der kunne blive stor fest for Jonas Vingegaard i Glyngøre på torsdag.
Men nu er Tour de France forbi for denne gang, og det står dermed endegyldigt klart, at danskeren bliver nummer to sammenlagt.
Tour-vinderen fra de to seneste år har selv meddelt arrangørerne i Glyngøre, at han kun vil til fest, hvis han vinder. Så nu er festen aflyst. Eller rettere, måske, udsat i et år.
For Jonas Vingegaard tager jo nok kampen op med årets vinder, Tadej Pogacar, igen næste år. Og så er Glyngøre klar.
- Hvis Jonas og Trine synes det til den tid, så selvfølgelig, siger Stine Holmgaard, der er presseansvarlig for vinderfesten og samtidig en del af arbejdsgruppen.
Stine Holmgaard og kompagni havde booket det populære band Queen Machine til årets fest, og det endda til "specialpris" efter velvillighed fra det cykelglade Queen-coverband.
Som en god årgangsvin
Lørdag fortalte Queen Machine til TV MIDTVEST, at de naturligvis er klar til at stille op næste år i stedet. Også selvom det for et band er ret specielt at booke et spillejob, som man ikke er sikker på bliver til noget.
Stine Holmgaard er meget glad for løftet fra Queen Machine.
- Det er da bare fuldstændigt fantastisk, og vi er meget taknemmelige. De har gjort det meget nemt for os arrangører, understreger Stine Holmgaard.
Hun regner bestemt med, at arrangørerne siger tak for tilbuddet til bandet om et år, hvis Jonas Vingegaard vinder Touren.
- Queen Machine er jo et band, der som en god årgangsvin bare bliver bedre og bedre, slår hun fast.