Boligejere i panik: Vil have skiftet tag før nye regler træder i kraft
Mange måneders ventetid på tagplader uden asbest giver store frustrationer hos husejere i landsdelen.
Står du og vil have skiftet dit gamle asbesttag ud med et nyt, så må du væbne dig med tålmodighed.
Det kan gå op i mod trekvart år, inden du kan få nye tagplader leveret. Vel at mærke hvis byggevirksomhederne til den tid har fået barberet noget af den pukkel, som er opstået hen over sommeren.
Det er nye regler for håndtering af byggematerialer med asbest, der nærmest har væltet tømrer- og byggefirmaerne omkuld.
Fra 1. januar vil det kræve en særlig tilladelse, en autorisation, når for eksempel et asbesttag skal skiftes ud med et nyt. Det gælder både for private og for håndværkere.
- Vi får nogle ekstraudgifter i forbindelse med den nye ordning. Og det er penge, vi naturligvis skal hente hjem igen hos de kunder, hvor vi skal håndtere asbest, siger Morten Stouby, der er formand for DI Byg Skive-Salling.
Frustrationer i branchen
I de seneste uger har han og kollegaerne i branchen måttet sige nej til masser af kunder, der vil have skiftet tag, inden de nye regler træder i kraft. Byggefirmaerne kan ikke skaffe de materialer, der skal bruges.
- Det er selvfølgelig frustrerende, at vi er nødt til at skuffe rigtig mange. Men de virksomheder, der laver tagpladerne, kan ikke følge med. Derfor vil vi først kunne få plader i løbet af foråret 2025, fortæller Morten Stouby.
Henrik Søgaard, der er indehaver af HS Byg A/S i Viborg, er i samme båd. Også han har sagt nej til opgaver, hvor et asbesttag skulle skiftes.
- Vi oplever et større pres fra kunder, der er utålmodige efter at få det gamle tag skiftet. De tilbyder selv at hive det gamle tag af. Men det nytter ikke noget, for vi kan ikke skaffe nye tagplader hjem.
Medarbejderne i firmaet i Viborg skal de kommende måneder på kurser, hvor de bliver oplært og får den nødvendige autorisation til tag-arbejdet.
- Så håber vi på, at vi kan få afviklet noget af den pukkel, der er opstået hen over de seneste måneder, siger Henrik Søgaard fra HS Byg A/S.
Det er kun autoriserede virksomheder, der må arbejde med asbest efter 1. januar 2025. Hvis loven bliver overtrådt til den tid, vanker der bøder på mindst 30.000 kroner til professionelle - og halvdelen for private.