Charlotte bruger symaskinen til at slippe væk, når de kroniske smerter er værst
Charlotte Kristiansen har store smerter i ryggen efter en arbejdsulykke. Hun bruger symaskinen til at få tankerne væk.
Forskning peger på, at blandt andet adspredelse og kognitiv terapi kan have en positiv virkning på smerter. Charlotte Kristiansen fra Skive har fundet sin egen metode til at få hverdagen til at glæde bedre.
Hun bruger nemlig tæpper som terapi til de kroniske smerter, hun har i ryggen efter en arbejdsulykke. For her kan en tur til symaskinen med patchwork gøre en forskel.
- Jeg kan glemme det lidt, for så koncentrerer jeg mig om noget andet. Det er jo præcision, og det skal se ordentligt ud, og så kan man jo forsvinde lidt ind i det – glæden ved at skabe noget, siger Charlotte Kristiansen.
Til hverdag har hun smerter. Mange smerter.
Arbejdsulykke skyld i smerter
Hendes ryg er smadret, og hun har af og til sammenfald efter den arbejdsulykke, der for 15 år siden kom til at ændre Charlottes liv.
- Min trøje hang fast i den maskine, jeg skulle rengøre. Jeg kunne ikke komme fri, og blev trukket længere ind i maskinen, siger hun om den oplevelse, der fik store konsekvenser.
Den dag på jobbet havde Charlotte en løs bluse på. Da hun skulle rense valserne i en maskine kom blusen ind i valserne.
Charlotte sad fast i maskinen, der tog godt fat, og hun forsøgte uden held at vride sig løs.
- Den sikkerhedsstop, der sidder på maskinen, skal man trække ud i stedet for at skubbe ind. Når man står i det og skal væk derfra, så kan man ikke tænke, at den skal trækkes ud. Den vil man skubbe væk, siger Charlotte Kristiansen.
Valsen tog et stykke af Charlottes maveskind.
Troede smerterne kom af stress
Herefter begyndte de mange smerter. Smerter, der mest sad i maven. Derfor var der ingen der havde mistanke til ryggen.
Charlotte Kristiansen troede hun havde stress, og forbandt ikke arbejdsulykken med de mange smerter.
En dag blev det for meget. Hun gik hjem fra sin arbejdsplads, og siden den dag har hun været væk fra arbejdsmarkedet.
Fordyber sig for at glemme
I stedet for at ligge i sin seng, sidder Charlotte ved sin symaskine. Her kreerer hun det ene tæppe eller billede efter hinanden.
Kreationer der tager hendes opmærksomhed fra ryggen.
- Jeg ved godt, at jeg skal prøve at komme op og komme i gang og fokusere på noget andet, for det hjælper ikke at sætte sig over i sofaen. Det bliver det endnu værre af. Og så er det, at jeg kravler op til symaskinen og prøver at falde ind i den verden, siger hun.
En læge undersøgte Charlotte igen, og resultatet var to ødelagte disci - de geleskiver, der ligger mellem ryghvirvlerne. De var helt væk.
Smerterne skyldes at knoglerne skurer direkte mod hinanden.
- Når det gør rigtig ond, er jeg helt krumbøjet. Jeg ligner en gammel kone på 90 år, fordi jeg ikke kan rette mig op. Det gør bare vanvittigt ondt alle steder
Charlotte skal leve med smerter resten af livet. Men symaskinen og patchwork er hendes bedste terapi, når kroppen gør ondt.