Else har bestået uddannelse: - Ville aldrig gøre det igen

En lettet vinhandler får nu sin fritid tilbage.

Det nye diplom kan nu stolt hænges op i butikken.
Det nye diplom kan nu stolt hænges op i butikken.
Foto: Privatfoto

Else Christensen har terpet tusindvis af sider for at få sin uddannelse.

Men nu er den i hus.

Den mangeårige vinhandler fra Skive har gennemført vinuddannelsen Wine & Spirit Education Trust, som kun 50 mennesker i Danmark har.

Men det har ikke ligefrem været en dans på roser.

- Havde jeg vidst, hvor hårdt det var, så havde jeg nok lige tænk mig om en ekstra gang, fortæller hun og griner.

Derfor er hun også særligt lettet, for med en gennemsnitlig dumpeprocent på 50 kommer diplomet ikke af sig selv.

- Lettet? Det kan jeg simpelthen love for, jeg er. Hvis ikke jeg havde bestået, så var jeg ikke gået op igen. Jeg ville ikke have kræfter til at læse det op igen. Jeg har brugt mange timer på det, konstaterer hun.

Voldsom eksamen

Uddannelsen varer to år og kræver, at de studerende hver uge leverer to opgaver online. Her skal de svare på spørgsmål vedrørende pensum, indtil de ultimativt skal til den berygtede eksamen, som i Else Christensens tilfælde foregik i London.

En eksamen, der foregår mere analogt end de fleste andre i dag.

- Det er en håndskreven eksamen, hvor man sidder i 5x40 minutter og svarer på spørgsmål. Man er fuldstændig ødelagt bagefter, fortæller hun.

Her kræves det, at man kan skrive regioner, lande, vine og andre fagtermer fuldstændig korrekt for at få point, og det er svært. Så svært, at Else Christensen måtte frasortere Kina af de syv mulige emner af den grund.

Udover den skriftlige eksamen blev Else Christensen også eksamineret i sine smagsløg.

- Man kommer ind til en blindsmagning af 12 vine. Her er der tre fra samme region, tre fra samme land og tre med samme drue. De sidste tre er random, fortæller hun.

Den eksaminerede skal i blindsmagningen lave en vinanalyse af den smagte vin og fortælle, hvad man drikker. Noget, der altså kræver øvelse. 

Kan bruge det til oplevelsen

Else Christensen kan udover et eksklusivt diplom tage særligt de første moduler med sig fra uddannelsen.

- Jeg synes særligt, at min nye viden om produktionsteknikker og omkostninger er gavnlig. Nu jeg kan fortælle, hvorfor vinen koster, som den koster, og hvorfor den smager, som den gør. For det er bestemt af mange forhold, fortæller hun.

Den viden kan hun bruge til, at kunderne i hendes vinbutik, Pedersborg Vin, får en bedre kundeoplevelse.