Grundfos-ansatte får fri til at sige sidste farvel til Niels Due Jensen

Begravelsesfølget kører igennem Bjerringbro og vil samtidig passere flere af Grundfos' lokationer.

I alt er der cirka 4000 Grundfos-ansatte i Bjerringbro
I alt er der cirka 4000 Grundfos-ansatte i Bjerringbro
Foto: Rasmus Reimer Larsen/Grundfos

De ansatte ved Grundfos i Bjerringbro får fri med løn, når virksomhedens tidligere direktør og bestyrelsesformand Niels Due Jensen tirsdag skal begraves.

Det oplyser pressechef i Grundfos Mads Klougart Jakobsen til TV MIDTVEST.

I alt er der cirka 4000 Grundfos-ansatte i Bjerringbro.

- I alle årene følte han sig tæt knyttet til medarbejderne, og de får også mulighed for at sige et sidste farvel til Mr. Grundfos, lyder det i en pressemeddelelse fra Grundfos.

Niels Due Jensen gik bort 12. september i en alder af 81 år.

Midtjyden var en af dansk erhvervslivs helt store skikkelser og var gennem 40 år en del af pumpegiganten i Bjerringbro, hvilket gav ham kælenavnet "Mr. Grundfos".

"Mr. Grundfos" er uddannet maskiningeniør efter en læreplads hos Grundfos, der blev grundlagt af hans far, Poul Due Jensen, i 1945.

Fra 1977 til til 2003 var Niels Due Jensen koncernchef i Grundfos, hvorefter han dedikerede sig til bestyrelsesarbejde - først for Grundfos-koncernen, siden for Poul Due Jensens Fond, der er den primære ejer af Grundfos.

Niels Due Jensen skal begraves fra Bjerringbro Kirke. 

Forud for begravelsen vil Niels Due Jensen og et følge køre fra Ormstrup Gods, som i mange år har været Niels Due Jensens hjem.

Følget kører efter planen gennem Bjerringbro og vil undervejs på turen passere flere af Grundfos-lokationer.

Det er i den forbindelse, at de ansatte får fri.

- De ansatte får lov til at gå fra maskinerne og stille sig ud til vejen, når følget passerer, forklarer Mads Klougart Jakobsen.

Artiklen fortsætter efter kortet.

Kortet viser, hvor følget passerer.
Kortet viser, hvor følget passerer.
Grafik: Grundfos

I en pressemeddelelse fra Grundfos hedder det, at Niels Due Jensen aldrig lagde skjul på, at "Bjerringbro betød utrolig meget for ham og for Grundfos".

Begravelsen finder sted klokken 14 fra Bjerringbro Kirke, og der er åben adgang for alle.

Der vil kun være reserveret pladser til den nærmeste familie.