Mørket kommer: Det kan du gøre for at undgå vinterdepression
Psykolog Trine Mundbjerg kommer med gode råd til dig, der har tendens til at blive nedtrykt, når den mørke tid kommer.
Bliver du også lettere ked af det, når det er mørkt og gråt udenfor?
Fra i dag bliver natten længere end dagen. Det er efterårsjævndøgn, og den mørke tid er atter over os.
For mange, omkring ti procent af os, betyder det også vinterdepression. En årstid med svære tanker, nedtrykthed og manglende overskud.
Men der er meget, vi selv kan gøre for at mindske den årlige depression - og det er med at sætte gang i modgiften, før vinteren får sit mørke tag i os.
Psykolog Trine Mundbjerg guider os udenom en vinterdepression, og give god råd til at forebygge en trist vinter.
🚶🏻♀️ Gå en tur i frokostpausen
Et simpelt råd fra psykologen er at huske at komme ud i lyset, mens det er der.
Selvom det er kort tid i løbet af en dag, så prioriter at få din daglige solstråle.
Samtidig er det vigtigt med motion og frisk luft, hvis du vil forhindre depression.
- Gå en tur i frokostpausen. Så får du både bevæget dig, og kommer ud i dagslyset, lyder det fra Trine Mundbjerg.
🧶 Find en ny hobby, du kan dykke ned i
Du kan også prøve at distrahere dig selv væk fra de depressive tanker.
Efteråret og vinteren giver andre muligheder, end sommeren. Måske er det tid til en ny hobby?
- En god idé er, at finde sig en ny hobby. Men det er vigtigt, at det er noget meningsfuldt, som kan fungere som en god afledning, siger Trine Mundbjerg.
✍🏻 Skriv din taknemmelighed ned
Trine Mundbjerg fortæller også om en konkret øvelse, som hun anbefaler.
Den går ud på, at man hver dag skriver tre-fem ting ned, som man i løbet af dagen har været taknemmelig for.
- Det kan være familie, venner – men også mere foranderlige ting, som en kop kaffe med en kollega, eller da du fik en tegning fra din datter, siger Trine Mundbjerg.
Øvelsen er en måde at træne hjernen i at bevæge sig ned ad de positive tankerstier i stedet for de negative.
- Forestil dig en masse stier i hjernen: Hvis de "negative" stier er brugt, så er de mere farbare, bedre asfalterede og nemt tilgængelige. Så kan det være, vi skal hjælpe hjernen på vej med også at asfalterer de "positive" stier, så man nemmere kan komme ned ad den vej, forklarer hun.
👨👧👦 Se familie og venner mere
En af symptomerne på en vinterdepression er, at man heller ikke har så meget lyst til at være social.
Man bliver hurtigere træt, og overskuddet forsvinder.
Men selvom lysten ikke er der, så kan det virke som en effektiv modgift netop at være mere social i vinterhalvåret, påpeger Trine Mundbjerg.
💤 Husk din søvn
Søvn er vigtigt for mange ting. Det er også vigtigt for din mentale sundhed.
Faktisk er det netop én af de allervigtigste måder at forebygge en depression, mener Trine Mundbjerg.
Mørke gør os mere trætte, men en uforstyrret søvn af god kvalitet kan være med til at give overskuddet tilbage.
Kunstigt dagslys eller samtaleterapi
Udover de fem råd overfor, så er der også hjælp at hente "udenfor" dig selv.
- Forskning og erfaring fra behandlinger viser, at lysterapi er effektivt middel mod vinterdepression, siger Trine Mundbjerg.
Med lysterapi tilføjes kunstigt dagslys, så hjernen "snydes" til at tro, at den er ude i dagslys - selvom klokken er 17 og mørket er ved at vintertrænge sig på.
Det kan også være en idé at tage en snak med terapeut, siger psykologen.
- Hvis man oplever vedholdende symptomer, og man begynder at blive forstyrret i sin hverdag af symptomerne, så kan der være grund til at gøre noget mere ved det, forklarer hun.