Fertilitetsklinik har fået femdoblet antal henvendelser efter nyt tilbud
Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive har på halvanden måned modtaget 147 henvendelser.
De har fået enormt travlt hos fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive.
Siden 1. december har det været gratis at få fertilitetsbehandling til barn nummer to, efter regeringen og Danske Regioner indgik en aftale sidste år.
Dét tilbud er blevet taget varmt imod af forældre i Region Midtjylland. Det mærker medarbejderne på fertilitetsklinikken i Skive, hvor henvendelserne er strømmet ind. Det skriver Hospitalsenhed Midt i en pressemeddelelse.
- Efterspørgslen har været rigtig stor. Vi har siden 1. december fået 244 henvisninger om fertilitetsbehandling, og 147 af dem omhandler barn nummer to. Det er en femdobling i forhold til det antal henvisninger, som vi har været vant til at håndtere, siger laboratorieleder på fertilitetsklinikken i Skive, Betina Boel Povlsen.
Laboratorielederen fortæller desuden, at den store interesse var forventeligt, og det nu gælder om at imødekomme den store efterspørgsel, der allerede nu har givet medarbejdere nok at se til.
- Der er blevet løbet rigtig stærkt, og flere medarbejdere er gået op i tid, fordi de gerne vil være med til at løse denne opgave, siger Betina Boel Povlsen.
Peter Humaidan, der er professor på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive, ser det som en positiv udfordring med den mange henvendelser.
- Heldigvis har vi et meget loyalt og dedikeret personale, som gerne knokler på og ikke ser det som et surt arbejde, siger han.
Professoren fortæller, at det endnu er for tidligt at vide, hvor længe den øgede efterspørgsel vil fortsætte. Det vil først vise sig om tre-seks måneder og indtil da tager de gerne udfordringen op.
Indtil videre har fertilitetsklinikken i Skive fået ansat tre læger, to bioanalytikere, én sygeplejerske og én sekretær, som alle enten er begyndt i klinikken eller begynder i løbet af vinteren og foråret.