Matematiklærer kunne være gået på pension for 10 år siden: Nu siger konen stop
Han kunne være gået på pension for 10 år siden, men Ib Michelsen underviser stadig gymnasieelever på højeste niveau.
76-årige Ib Michelsen låser døren op til klasselokalet. Eleverne i 3. U på Skive Gymnasium myldrer ind. Der går ikke fem minutter, så står tre af dem ved tavlen og er i gang med at løse hver deres opgave. Ligningerne får et liv, og eleverne argumenterer.
Formen er for alvor ved at blive pudset af til studentereksamen, der venter lige om hjørnet.
Lektor Ib Michelsen har høje forventninger til eleverne. De skal alle klare sig godt.
- Jeg er meget ambitiøs, og jeg vil gerne have, at de hører til blandt de bedste i landet, siger den 76-årige matematiklærer.
Eleverne kan mærke, at deres lærer går den ekstra mil for dem.
- Han vil gerne lære os noget. Også det, der er uden for pensum, så vi kan brillere til eksamen, lyder det fra en af eleverne.
Bruger fritiden på undervisning
Hjemme i kælderen i parcelhuset i Ikast har Ib Michelsen indrettet et lille studie. Her har han optaget mere end 100 instruktionsvideoer, hvor han underviser i matematiske formler samt tips og tricks.
Filmene har hans elever stor gavn af. Hvis de sidder fast i en ligning, kan de på den måde få online assistance af deres lærer, lige når de har brug for det.
- Jeg har gjort det, fordi jeg gerne ville have, at eleverne skulle have en eller anden model. Og jeg ved, at det virker, fortæller Ib Michelsen om sine videoer.
Men faktisk er den 76-årige lærer aldrig længere væk end et telefonopkald.
- Hvis vi sidder med lektier derhjemme, og er det mindste i tvivl, så skal vi bare skrive eller ringe til ham. Han giver også gerne ekstra timer til os uden for skoletiden, når han har fri, fortæller Lotte Bak, der er elev på Skive Gymnasium.
Matematik har altid været en del af livet
Allerede da Ib Michelsen var 13 år, tjente han sine første penge ved at undervise. En bekendt havde en søn, der havde svært ved at følge med i skolen.
- Jeg fik fem kroner i timen for at hjælpe. Det var mere end en arbejdsmand tjente dengang, husker Ib Michelsen.
I dag – mange år senere - har Ib Michelsen også udgivet 15 lærebøger om matematik.
Vil snart pensioneres
Ib Michelsen er 76 år og har valgt, at klassen i år er hans sidste. Han stopper som underviser til sommer, når studenterhuerne er fordelt.
- Det er også min kones skyld, vil jeg sige. Hun synes, at det er lidt løjerligt, at hun er gået på pension for et par år siden, og at jeg så har lyst til at blive ved, fortæller den passionerede matematiklærer.
Men han er klar til at sige farvel til livet på gymnasiet.
- Det er jeg fuldstændig afklaret med. Jeg har skrevet min afskedstekst til eleverne. Men jeg ved, jeg vil komme til at savne de unge. Jeg har gennem årene haft mange tusinde elever, fortæller lektoren.
Selvom han siger farvel til undervisningen, så slipper han aldrig matematikken.