Restaurant fyrer halvdelen af staben og modegigant misser halv milliard
Godt ni måneder inde i coronakrisen er fire midt- og vestjyske virksomheder fire forskellige steder.
Der er meget stille på restauranten Limfjordens Hus i Glyngøre. I Kulturhuset 18b i Harboøre er det kun de siddende koncerter, der er på plakaten. I Ulfborg har produktionsvirksomheden Miltek stadig et stykke vej tilbage til normalen, og i Ikast har tøjgiganten DK Company udsigt til at miste en halv milliard kroner i omsætning. Alt sammen på grund af coronakrisen.
- Vi ligger nu her og mangler lidt over en halv milliard i omsætning i forhold til det budget, vi havde lagt for 2020. Og en halv milliard er ekstrem mange penge. Vi skulle have omsat for 3,7 milliarder. Det ser ud til, at vi når en omsætning på 3,2 mia. kr., fortæller adm. Direktør i DK Company, Jens Poulsen.
Men alligevel, understreger han, er DK Company i overraskende god form.
- Vi har haft en sundere omsætning. Vi har ikke solgt vores varer til udsalgspriser, så vi har formået at tjene rigtig fornuftige penge især fra maj til september, forklarer Jens Poulsen.
Tøjdirektøren sætter pris på medarbejdernes indsats i løbet af året. Et år, der har været svært. Derfor er samtlige 2200 medarbejdere i modekoncernen netop blevet belønnet med en ekstra bonus på 20 procent oveni novemberlønnen.
- Det er en gestus, vi gerne vil vise over for vores medarbejdere som tak for en hård tid. Og så vil vi gerne give dem den i god tid, så de op til julehandlen kan have lidt ekstra at hygge sig med sammen med familien, siger Jens Poulsen.
Har fyret halvdelen af staben
I Glyngøre er det lige nu en hård tid for den 31-årige restauratør, Rasmus Kardyb, der få dage inden coronakrisen og nedlukningen af Danmark ramte åbnede Limfjordens Hus på havnen. Gourmetkokken har netop haft den store sparekniv fremme og skåret cirka halvdelen af restaurantens stab væk.
- Det gør ondt. Især fordi nogle af dem hev jeg med fra København, da vi flyttede herover. Vi troede alle sammen på projektet. Men lige nu mangler vi gæster og fester, og så er vi nødt til at skrue ned for blusset, siger restauratør Rasmus Overgaard Kardyb.
Især den seneste stykke tid har han kunnet mærke, at det har tyndet ud i gæsterne.
- Vi har for lidt at lave, og vi har nok aldrig haft coronaen tættere på sådan rent geografisk, end den er lige for tiden. Vi kan godt mærke, det er kommet tæt på folk, og folk er ikke så glade for at komme udenfor deres dør, som de har været tidligere på året, fortæller Rasmus Kardyb.
Holder skindet på næsen
I Ulfborg understreger stifter og medejer af virksomheden Mil-tek A/S, at den vestjyske virksomhed nok skal holde skindet på næsen.
- Men vi tjener ikke guld ved at gå på arbejde. Vi kan holde kreditorerne fra døren, og det er det vigtigste lige nu, indtil vi kommer tilbage til noget, der minder om normalen, siger Kristian Skannerup fra Miltek.
Miltek eksporterer maskiner, der komprimerer affald, til 28 lande. Og den store, geografiske spredning er en fordel for virksomheden under en global pandemi.
- Der er nogle markeder, der har det bedre end andre. Og det gør, at vi er knapt så sårbare. Men vi ligger lige nu på et indeks 75 til 80, hvis vi sammenligner omsætningen med de samme uger sidste år, forklarer Kristian Skannerup.
Klar til at brænde tommelstok
I Harboøre har indehaveren af Kulturhuset 18b, Helle Langer, en enkelt livekoncert tilbage på plakaten i år. Og netop livekoncerter er det eneste, der holder lysene tændt i det vestjyske kulturhus. Alt andet som bryllupper og konferencer er forsvundet fra kalenderen.
- Vi klarer os, og vi har haft et fornuftigt år i forhold til, at det er 2020, men vi kunne godt have haft et noget mere fornuftigt år. Men det er sådan, det er, siger Helle Langer.
Kulturkvinden ser frem til, at 2020 bliver til 2021. For 2020 har duftet lidt for meget af håndsprit og bøvl, hvis man spørger i Harboøre.
- Vi havde en koncert i januar, hvor det var almindeligt. Det føles så langt væk. Det har været et langt år på godt og ondt. Det har været den vildeste rutsjebanetur i år. Jeg glæder mig til tiden efter den her krise. Vi har brug for at sidde tæt på nogen, vi ikke kender. Det kommer vi til igen en dag. Men der går nok lidt tid. Den dag brænder jeg min tommelstok. Hold kæft et bål, jeg skal holde. Den dag er jeg færdig med at måle op, siger Helle Langer med et smil.
Her kan du se sjette afsnit i vores serie Virksomheder med virus: